Hvad har en it-sikkerhedsrådgiver, en tøjindkøber og en el-installatør til fælles? De er alle med i kampen om at vinde DM i praktik. Praktik er en hjørnesten på landets erhvervsakademier – og en effektiv entré til arbejdsmarkedet.
I morgen går det løs

26-årige Caroline Bernat Ottesen fra Aarhus går direkte fra undervisningslokalet til en karriere som Cyber Security Advisor i it-koncernen itm8.
”Jeg blev mødt med tillid og ansvar fra dag ét,” fortæller Caroline, der til juni dimitterer som professionsbachelor i it-sikkerhed fra Erhvervsakademi Aarhus.
Samme historie går igen for Paw Svendsen fra København. Han går snart fra projektlederpraktikant til konsulent hos installations- og servicevirksomheden Kemp & Lauritzen.
”Jeg har rykket mig helt vildt meget igennem det her forløb. Både fagligt og personligt,” siger Paw Svendsen, der til sommer dimitterer som el-installatør fra Københavns Erhvervsakademi.
Praktik er adgangsbillet til arbejdsmarkedet
Praktik er den direkte vej til job – især i byggebranchen og i jobs indenfor energi og installation, hvor næsten syv ud af ti af virksomheder ansætter praktikanter efter praktikperioden. Inden for bygge- og anlægsbranchen er tallet otte ud af ti. Det viser en undersøgelse lavet af Danske Erhvervsakademier i samarbejde med Dansk Industri (DI) og TEKNIQ.
8.399 praktikforløb – og masser af match
I det seneste år har hele 8.399 studerende været i praktik gennem deres uddannelse på et af landets otte erhvervsakademier. Og ifølge Dansk Erhverv er det en model, der virker:
”Vi er fuldstændig begejstrede for, at man har et praktikforløb i erhvervsakademierne. Det giver en tilknytning til arbejdsmarkedet, og det er den arbejdskraft, vi har brug for ude i vores virksomheder,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.
Finalisterne spænder vidt – fra Los Angeles til Herning
Torsdag den 22. maj hyldes de bedste praktikmatches mellem studerende og virksomheder til DM i praktik, der i år fejrer sit 10-års jubilæum med en festlig prisuddeling i Kødbyen. Her skal otte praktikforløb kæmpe om æren og 20.000 kr. i pengepræmier.
- Itm8, indstillet af professionsbachelorstuderende i it-sikkerhed Caroline Bernat Ottesen (Erhvervsakademi Aarhus)
- SIPsY, vin- og spiritusbutik i Los Angeles, indstillet af online-markedsføringsøkonom-studerende Luna Michelle Anguita-Mathiesen (EASV Esbjerg)
- Jule-Sweaters ApS, indstillet af handelsøkonom-studerende Fang Jiang (Erhvervsakademi Dania, Randers)
- Thailand Tours, indstillet af professionsbachelor i innovation og entrepreneurship Kristoffer Frantz Søberg (Cphbusiness, København)
- ISS, indstillet af professionsbachelorstuderende i Leisure Management Line Persson Lorentzen (Zealand – Sjællands Erhvervsakademi)
- Kemp & Lauritzen, indstillet af el-installatørstuderende Paw Svendsen (KEA, Københavns Erhvervsakademi)
- Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen, indstillet af finansøkonomstuderende Karen-Marie Gramstrup (EAMV, Herning)
- MCH Messecenter Herning, indstillet af entreprenørskab- og designstuderende Line Sangill Bergholt Pedersen (IBA Erhvervsakademi Kolding)
Priserne:
DM i praktik – 10.000 kr. for bedste match (sponsoreret af HK)
Publikumsprisen – 5.000 kr. for scenepitch (sponsoreret af TL)
Frontløberprisen – 5.000 kr. for vedholdenhed og mod (sponsoreret af TL)
Juryen 2025:
Erhvervsliv, politiker og publikum vælger vinderne
- Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør, Dansk Erhverv
- Birgitte Grum-Schwensen, uddannelsespolitisk chefkonsulent hos Teknisk Landsforbund
- Trine Bramsen, uddannelses- og forskningsordfører, Socialdemokratiet
Smutvejen til jobmarkedet
Danmarks otte erhvervsakademier står bag 8.399 praktikforløb årligt og uddanner arbejdskraft i tæt samspil med erhvervslivet. Halvdelen af dimittenderne er i job under to måneder efter endt uddannelse – og ni ud af ti lander i den private sektor.
Om forfatteren
