Det er anden gang, Frederik starter virksomhed med sin studiekammerat Jarl, og denne gang har de sat sig for at gøre alge- og facaderens mere bæredygtigt.
Fra Økonomi & IT til grøn iværksætter
Uddannelsen i Økonomi & IT på KEA kan lede til vidt forskellige ting, og det er Frederik et godt eksempel på.
Den første virksomhed, han og studiekammeraten Jarl startede, var baseret på software, der gjorde det nemmere for turister at finde den lille lokale gårdbutik, loppemarkedet og fællesspisningen i danske byer.
Corona og nedlukningerne satte en rimelig stor kæp i hjulet for dét koncept, men nu har de to kastet sig ind i en ny virksomhed som co-founders af AlgeNord, som er professionel (og miljørigtig) rensning og vedligeholdelse af udendørs overflader med speciale i rens af facader, fliser og tage samt miljørigtig algebehandling. Lige nu er de 11 ansatte med base i Birkerød.
Forretning og handlekraft
”Qua min internationale uddannelse i Økonomi & It fra KEA har det været meget nærliggende for mig at stille skarpt på forretningsprocesser, systemer og forretningsgange. Oven i det har jeg Jarl i ryggen, som læste Datamatiker på KEA, så han har programmør-brillerne på. Lige nu udvikler vi en IT-platform der understøtter kundeservice, eksekvering med svartider og planlægning. På den måde komplementerer vi hinanden og bruger vores uddannelser,” siger Frederik Lindberg.
Også det bæredygtige aspekt har han taget med fra KEA:
”Vi arbejder meget med de miljømæssige aspekter og videreudvikling af mere moderne rensemetoder med ny teknologi, produkter og fremgangsmåder ikke mindst vandforbrug og miljøpåvirkning. Vi er på trapperne med nye rensemetoder og efterbehandling som i sidste ende giver samme resultat, men med mindre belastning af klimaet.”
Bedre brugeroplevelse er bedre forretning
Fællesnævneren for de to virksomheder som Frederik og Jarl har startet er, at de bruger IT til at optimere brugeroplevelsen og dermed også forretningen for virksomheden bag.
Sidst handlede det om, hvordan man kunne synliggøre det lille loppemarked, torsdagsmiddagen eller den improviserede koncert, som ikke er at finde i hverken annoncer eller på de store Visit-sider.
Alt det lokale, improviserede og knap så store – alt det man virkelig gerne vil opleve som turist – er svært at finde i de fleste danske byer – også for fastboende. Ofte er det bagefter, man opdager, at der var udsalg hos keramikeren, fællesspisning eller intimkoncert.
”Kort sagt handlede vores software om at aktivere lokalsamfund til at gå digitalt og på den måde tiltrække flere turister og give dem bedre oplevelser. Vores software adskiller sig på den måde, at Visit-konceptet går meget bredt og omfavner kun de store begivenheder i Danmark. Vi gik i dybden med de lokale informationer.”