Niels Brix tog springet fra skærmen på tegnestuen til et liv som underviser, hvor ingen dage er ens, og hvor hans egne erfaringer og viden gør en forskel for de kommende bygningskonstruktører.
Fra arkitekt til underviser
Niels Brix har haft en karriere, mange formentlig ville misunde ham: Han har udviklet og designet legepladser hos Elverdal, været en del af en iværksætterdrøm, som skabte byrum for København og Frederiksberg Kommune, været på vej til Sierra Leone for Arkitekter uden grænser (hvilket ebola spændte ben for) og tegnet alt fra store villaer til ungdomsboliger på en stor tegnestue.
Alligevel var der gået trummerum i den, og han kedede sig foran den evige skærm. Så for et år siden besluttede han, at det var tid til at prøve noget andet. Gerne noget, hvor han kunne bruge al den viden, uddannelse og erfaring, han havde, til at komme væk fra skærmen og ind i et mere varieret arbejdsliv. En hverdag hvor han kunne give og få noget tilbage. Niels Brix søgte job som underviser på KEA Byg:
Det er en hverdag, som ikke minder om noget andet, og det var det, jeg ledte efter. Til at begynde med var det hårdt – fra det ene øjeblik til det andet skal du stå foran en masse studerende og levere undervisning, som gør dem klogere. Man er nødt til at være på, og det er også en lille smule nervepirrende - på en god måde,” siger Niels Brix og fortsætter:
”Jeg kan slet ikke forestille mig at gå tilbage på min pind på en tegnestue lige nu. Jeg har brug for at bruge kroppen og mig selv noget mere. Helt banalt giver det en stor glæde at se andre udvikle sig, og være med til at skubbe dem i en retning. Især dem, hvor det har været svært til at begynde med, og de så får en aha-oplevelse, og du kan følge med i den udvikling, de gennemgår. At kunne vande et frø og se det blomstre.”
Som arkitekt var Niels Brix vant til at være kreativ og kreere noget nyt, og sådan er det også på KEA, hvor han skal udvikle og konstruere sin egen undervisning.
”Jeg har kunne tage en masse af min arkitektfaglighed direkte med ind og bruge den på en anden måde. Jeg laver meget forskelligt i løbet af en uge, og ugerne er ikke ens. På årsniveau er der også forskellige peaks med super meget run på i forår og efterår, og så er der nogle perioder om vinteren og sommeren, hvor der er plads til at lave andre ting som fx at udvikle sit materiale.”