Når vi dvæler ved naturen og kender planternes værdi, er vi også mere motiverede til at passe på dem. Udstillingen ’Forgreninger’ vil afmontere det moderne menneskes planteblindhed.
Forholdet mellem mennesker og planter er afgørende for bæredygtighed
Med moderniteten og industrialiseringens mange vidundere kom også en planteblindhed, hvor naturen blev reduceret til en græsplæne, der skal slås, og planternes værdi erstattet af supermarkeder og apoteker.
Men naturen er et under af nærring, forbindelse, skønhed, teknikker og ikke mindst overlevelse. Som vi mere end nogensinde har brug for.
Som optakt til FNs Verdensmålsdag åbner udstillingen ’Forgreninger’, en udstilling der sætter fokus på forholdet mellem mennesker og planter. Udstillingen præsenterer tegninger, akvareller, fotos og tekster skabt af den grønne pioner og grundlægger af Geografisk Have, Aksel Olsen. Og den undersøger, hvordan hans forhold til planter kan inspirere os i dag.
Blik for det vi risikerer at miste
”Aksel Olsens plantekort repræsenterer et opmærksomt blik på naturen. Gennem disse kunstneriske illustrationer videregiver han en dybfølt værdsættelse af andre arter og giver os samtidig mulighed for at dvæle ved det, vi risikerer at miste.”
Forgreninger er blevet til som et forskningssamarbejde mellem Stine Behrendtzen, lektor på KEA og Lene Hald, post doc. på Designskolen Kolding, og er desuden udviklet i tæt samarbejde med Kolding Stadsarkiv, Nicolai Kultur og ikke mindst frivillighedsgruppen Geografisk Haves Venner/Team Aksel Olsen.
”Aksel Olsens metoder og arbejde er værd at huske i vores tid. De smukke håndtegnede plantekort viser, hvordan han tog sig tid til opmærksomt at nærstudere planter. Denne særlige måde at se naturen på, kan vi lære meget af, idet der er en tendens blandt os moderne mennesker til ikke at bemærke den natur, vi er omgivet af - en form for planteblindhed,” siger de to visuelle historiefortællere og kommunikationsdesignere, Lene Hald og Stine Behrendtzen og fortsætter:
”Vi lever på en planet, som er udfordret af klimaforandringer. Med udstillingen ville vi undersøge, hvordan vigtig viden fra fortiden kan genbruges og inspirere til bæredygtige fremtider. Og hvordan vi kunne formidle denne viden visuelt, så den når ud til et bredt publikum.”
Vi snakker utroligt meget om bæredygtighed, men det kan hurtigt blive noget, vi taler om i en fjern virkelighed, så for Stine Behrendtzen har fokus været, hvordan al den snak oversættes og formidles på en måde, hvor det bliver en oplevelse, som kommer ind under huden.
”At omsætte viden til praktisk og oplevet erfaring er en del af hele lab-tanken, og også noget som for eksempel kan bruges i forbindelse med KEAs forsknings- og innovationsprojekter. Udstillingen er et bud på, hvordan man oversætter viden til en oplevelse, som måske når ud til et bredere publikum.”
Udstillingen skydes i gang med et åbningsevent lørdag d. 21. maj klokken 10.00, hvor man kan høre mere om Aksel Olsens arbejde med Geografisk Have, lytte til uddrag fra hans breve, samt se, røre og opleve det originale arkivmateriale, som Kolding Stadsarkiv har fundet frem til lejligheden.
Fællesskaber omkring det grønne
’Forgreninger’ har også et demokratisk sigte, fortæller chef for Nicolai Kultur Mette Strømgaard Dalby:
”Udstillingen er et flot bud på, hvordan æstetik og videnskab går hånd i hånd i Aksel Olsens smukke planteillustrationer og Lene Hald og Stine Behrendzens visuelle formidling. Samtidigt er den et eksempel på, hvordan undren i fællesskab kan skabe nye indsigter og øget bevidsthed om den værdi, som planter har. I Nicolai Kultur er vi optaget af demokratiske bevægelser for en grønnere verden og hverdag, og vi ser derfor en oplagt mulighed i at vise udstillingen ’Forgreninger’, som optakt til Verdensmålsdagen, som vi også er del af.
Udstillingen har samtidig fokus på værdien af fællesskab.
Frivilliggruppen Geografisk Haves Venner/Team Aksel Olsen har spillet en stor rolle i projektet. I sommerhalvåret plejer de Geografisk Have, og om vinteren har de deres gang på Kolding Stadsarkiv, hvor de arkiverer, organiserer og digitaliserer Aksel Olsens plantekort, breve, akvareller, så andre kan få glæde af det.
”Udstillingen afspejler på smukkeste vis, hvad der kan ske, når der skabes fællesskaber omkring det grønne, og den viser, hvordan en 100 år gammel samling også kan være aktuel for mennesker i dag. På Kolding Stadsarkiv arbejder vi løbende med at skabe demokratisk deltagelse omkring vores samlinger, så de både forbliver relevante, men også kan være med til at give nye bud på fremtiden,” siger stadsarkivar ved Kolding Stadsarkiv Lene Wul.
FORGRENINGER kan opleves fra 21. maj og hen over sommeren.
Uddrag af Aksel Olsens arkivmateriale kan findes digitalt på Koldings Stadsarkivs hjemmeside.