Studiestarten og det sociale fællesskab har betydning for studerendes trivsel. For Amanda var det afgørende for hendes valg om også at tage en Top Up-uddannelse på KEA.
Fællesskabet fik Amanda til at læse videre

Amanda Guldager Holm havde egentlig ikke tænkt, at hun skulle læse videre, da hun blev færdig som Multimediedesigner. Men hun kunne ikke slippe KEA og besluttede at tage en top up i Digital Konceptudvikling.
”Selvfølgelig gjorde jeg det også, fordi det gav fagligt mening, men jeg havde virkelig lyst til at blive på KEA, på grund af det sammenhold der er, og fordi jeg kender så mange. Det sociale fællesskab betyder meget.”
Udover at Multimedie Design er en ”mega feduddannelse”, så resulterede studietiden også i flere nye venskaber. Og Amanda er nu formand for de digitale introvejledere. Hun understreger, hvor vigtigt det er, at studiestarten er velforberedt:
"Mange vil gerne lave noget socialt, men det kan være svært at planlægge det selv. Derfor er det vigtigt, at nogen tager teten."
Studiestart med plads til forskellige behov
KEA lancerede i sommers en ny model for den sociale studiestart med et særligt fokus på inklusion og diversitet. Med et bredt udvalg af aktiviteter før, under og efter den officielle studiestart, som skal sikre, at alle studerende får en god begyndelse på deres uddannelse uanset baggrund og præferencer.
”Vi er optaget af at give de nye studerende så god en start på KEA som muligt. Vi har studerende, som kommer fra og med mange forskellige baggrunde. Nogle kommer direkte fra en ungdomsuddannelse, andre har været ude at arbejde. Nogle har haft sabbatår, nogle har et økonomisk råderum, andre har ikke, og de studerende kommer fra forskellige kulturelle baggrunde. Alle skal føle sig velkomne, og derfor har vi lavet en social studiestart ud fra det princip, at den skal være inkluderende, og at der skal være lige deltagelsesmuligheder,” siger uddannelsesdirektør Eva Valcke.
Fastholdelse og trivsel går hånd i hånd
En evaluering af studiestarten viser, at 90 procent af de nye studerende deltog i en eller flere aktiviteter. Evalueringen viser også, at KEAs koncept for den sociale studiestart med inkluderende tiltag og skræddersyede deltagelsesmuligheder har været en stor succes med bla. 23 procent højere social tilknytning - hvilket åbner for større trivsel og lavere frafald på sigt.
”Vi ved, at en god studiestart er vigtigt både i forhold til det faglige og sociale fællesskab på studiet. Tilknytningen påvirker de studerendes glæde ved at gå på uddannelsen, som så igen har påvirkning på deres fastholdelse,” siger Eva Valcke.

En tryg start
Emilie Romeyke, der selv er studerende på bygningskonstruktøruddannelsen og fungerer som ROS-vejleder, ser et tydeligt link mellem en god studiestart og trivslen på uddannelsen:
"De sociale introdage er mega vigtige. Jeg husker tydeligt, hvordan man hurtigt blev en del af klassen, når man deltog. De få, der ikke var med, havde sværere ved at få fodfæste socialt. Derfor er det en del af vores opgave som vejledere at få dem med i fællesskabet."
Hun understreger, hvor afgørende et socialt netværk er på en uddannelse, der bygger på gruppearbejde:
"Man skal vedligeholde og arbejde på sine sociale relationer, og derfor er det vigtigt, at vi fra start skaber et trygt og inkluderende fællesskab. Alt nyt kan være mega grænseoverskridende og ude af ens komfort-zone, men det er lige præcis derfor, vi ROS-vejledere er der for at ’holde de nye i hånden’ og give dem en tryg start.”

Fællesskab på egne præmisser
Zilas Bryde-Jonasen er en af de nye studerende, der lige er startet på bygningskonstruktøruddannelsen:
"Det var virkelig godt organiseret, og jeg følte mig taget godt imod. Der var masser af information og en blanding af sociale og faglige aktiviteter. Jeg vil gerne guides, og jeg synes, det var supergodt, at ROS-vejlederne satte aktiviteter i gang. Det skabte en god energi og gjorde det lettere at få snakket med folk. Jeg kom for at få det hele med, men det er rigtig godt, at der også er andre muligheder, for dem der ikke har det sådan, fx at komme og se campus og få en personlig rundvisning inden introdagene. Men personligt havde jeg ikke selv det behov. Jeg vil gerne kastes ud i det hele sammen med alle de andre.”
KEA vil løbende evaluere den sociale studiestart og tilpasse den ud fra studerendes feedback.
"Det er fantastisk at se, hvor mange der deltager, og hvor stor tilfredsheden er," siger Eva Valcke. "Men der er altid noget at forbedre. For eksempel kan vi måske gøre det endnu tydeligere, at alkohol ikke er en del af vores studiestartsaktiviteter."

Om forfatteren
