Erhvervsakademier og professionshøjskoler: Omlægningen af uddannelser kan ikke ske natten over

Af Steen Enemark Kildesgaard, rektor på KEA og Kristina Kristoffersen, rektor på UCN

Reformen af de erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelser er en realitet, og den bringer store ændringer med sig.

Knap en femtedel af erhvervsakademiuddannelserne skal omlægges til treårige professionsbacheloruddannelser, og de nuværende overbygningsuddannelser skal samtidig nedlægges fra 2028.

Der oprettes nye etårige uddannelser, som kan bygge oven på de toårige erhvervsakademiuddannelser fra 2028, men hvor de studerende først kan blive optaget to år efter afsluttet erhvervsakademiuddannelse.

Forsøgsvist skal vi også afprøve mulighederne for at uddanne på deltid sideløbende med beskæftigelse – i første omgang med 100 pladser.

Samtidig skal de nuværende professionsbacheloruddannelser afkortes med 15 ECTS-point – med enkelte undtagelser.

Systemet skal gennemgående geares til livslang læring, mens antallet af internationale studerende opjusteres med 800 pladser.

Der er med andre ord nok at tage sig til i den kommende tid.

Plads til forskellighed

De store ændringer stiller tilsvarende store krav til, hvordan omlægningen af uddannelserne bliver grebet an.

Det får konsekvenser for den samlede uddannelsesportefølje – både på lokalt plan og på landsplan – når uddannelserne dels skal sammensættes på nye måder og dels skal reduceres forskellige steder.

I Danske Erhvervsakademier og Danske Professionshøjskoler ser vi et stort potentiale – og en vigtig opgave i at sikre, at omlægningen sker på et solidt grundlag.

Grundlæggende handler det om, at de erhvervsrettede videregående uddannelser forbliver attraktive både for studerende og virksomheder.

Det betyder, at de skal matche arbejdsmarkedets behov og give de studerende de rette kompetencer.

Samtidig skal der være plads til forskellighed. For de regionale behov er forskellige, og vi kan derfor ikke lave løsninger uden hensyn til regionale forskelle.

Det betyder blandt andet, at optaget skal være tilstrækkeligt stort til at sikre faglige miljøer af høj kvalitet, og at de lokale virksomheder fortsat skal kunne rekruttere relevante dimittender i det omfang, der er behov.

Heldigvis er der et solidt fundament at bygge på. Reformen er indgået mellem regeringen og en bred kreds af partier, og der er enighed om, at omlægningen skal ske i tæt samarbejde med dem, der er tættest på uddannelserne.

Det gælder både os som institutioner, vores meduddannere i virksomhederne og i det offentlige samt arbejdsmarkedets parter generelt.

Kvalitet, ikke hast

Vi hilser det gode udgangspunkt, politikerne har givet os, velkomment. Og det er nu, de gode intentioner skal omsættes til varige forbedringer.

Det kræver grundige overvejelser, tæt samarbejde og en klar vision for fremtidens uddannelser.

Vi skal på en og samme tid sikre et attraktivt uddannelseslandskab, udvikle uddannelser, hvor der er efterspørgsel efter styrkede kompetencer, og have et blik for at reducere, hvor efterspørgslen er skiftet.

Vi går konstruktivt og ambitiøst ind i arbejdet og ser frem til at samarbejde med de centrale aktører, herunder repræsentanter for de studerende, arbejdstagere og arbejdsgivere.

Det er disse parter, der skal sikre, at omlægningen bliver en succes.

Selvom mange allerede har ideer til, hvilke erhvervsakademiuddannelser der kan forlænges til professionsbacheloruddannelser, og hvor der skal udvikles nye etårige uddannelser, opfordrer vi til, at de forslag bliver liggende i skuffen lidt endnu.

Omlægningen af uddannelser kan ikke ske natten over. Det er en proces, der vil påvirke arbejdsmarkedet, virksomhederne og tusindvis af studerende i mange år frem.

Derfor er det afgørende, at vi ikke ser omlægningen som en ren teknisk opgave, men som en strategisk udvikling af uddannelsessystemet, der skal styrke uddannelsernes rolle i fremtidens arbejdsmarked.

Ikke en hurtig, teknisk justering

De mere strukturelle omlægninger skal tænkes tæt sammen med det kvalitetsløft og de øgede frihedsgrader, som også er en del af reformaftalen.

Det kunne være en gentænkning af sammenhængen mellem uddannelsens afsluttende projekt, uddannelsens praktikperiode og det løft af praktikken, som der politisk er enighed om – når vi nu alligevel skal se på en reduktion i uddannelsens længde.

Det kan også være et branchespecifikt blik på den samlede forsyning af kompetencer, og hvordan nye muligheder for fleksible og digitale formater, særlige toninger og nye uddannelsesmodeller spiller ind.

Det gælder på tværs af fuldtid og deltid, hvor vi kan sikre et endnu bedre match mellem erhvervslivets efterspørgsel efter kompetencer og den enkelte institutions udbud, der skal passe til den konkrete geografiske og demografiske virkelighed.

Ændringerne i vores uddannelser skal ikke blot være en hurtig teknisk justering, men en reel kvalitetsforbedring.

Derfor er det vigtigt, at vi står på et stærkt analytisk grundlag, finder nogle bæredygtige modeller og giver plads til lokal prioritering i den konkrete udfoldelse af løsningerne.

Vi skal skynde os klogt

Vi skal sikre, at der er en balance mellem de toårige erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelserne.

Samtidig skal de studerende selvfølgelig være i centrum. Uddannelse er en investering i de unge – og de lidt ældre – men det er også en investering fra deres side.

Derfor skal vi kunne vise, at de ændrede uddannelsesmodeller også kan veksles til nye og spændende karrieremuligheder.

Reformen giver os en unik mulighed for at styrke de professions- og erhvervsrettede uddannelser og sikre deres relevans for både studerende og virksomheder i mange år frem. Det er en mulighed, vi skal forvalte med omhu.

Omlægningen skal ske med blik for kvalitet, efterspørgsel og de regionale behov, der kendetegner erhvervsakademiuddannelserne.

Og vi skal tage den tid, der er nødvendig – også selvom 2026 og de første omlægninger er lige om hjørnet.

Vi har travlt, men skal skynde os klogt. For det er afgørende, at vi skaber noget, der holder i længden.