Er det prisen værd?

Af Steen Enemark Kildesgaard, rektor på KEA

I disse dage forhandler Folketingets partier om fremtiden for internationale studerende i Danmark samt fordelingen af uddannelser rundt omkring i landet. Selv om de to forhold ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, så er de tæt forbundne i de igangværende forhandlinger. En reduktion i antallet af internationale studerende skal nemlig være med til at finansiere oprettelsen af flere uddannelser rundt omkring i landet.

Der kan være mange holdninger til, om man syntes de internationale studerende er en økonomisk belastning eller en kæmpe gevinst for et kommende arbejdsmarked med mangel på kvalificeret arbejdskraft. Og om man syntes, at Danmark er ved at knække over på midten, eller at vi er et relativt lille land med god distribution af uddannelse og fokus på, at der skal være uddannelser der, hvor de unge gerne vil være, og der hvor arbejdspladserne er.

Det som ikke kan diskuteres er, at det er potentielt ødelæggende for de institutioner, som står til at blive hårdest ramt, nemlig de erhvervsakademier og professionshøjskoler som er placeret i de fire store byer, og som ved en kombination af stor reduktion i internationale studerende og loft over optaget kan kigge ind i en reduktion i optaget af studerende på 25-30 procent eller mere, hvis worst-case bliver en realitet.

De politiske signaler de seneste år om at reducere udgifterne til internationale studerende har uddannelsesinstitutionerne i Danmark lyttet til. Alle institutioner har på det internationale område arbejdet målrettet på at tilpasse optaget til et bæredygtigt niveau og fastholde de internationale studerende i Danmark efter endt uddannelse.

Og de konkrete resultater begynder at vise sig i både overgang til beskæftigelse og fastholdelse.

Desværre virker det ikke til, at det er et fokus i forhandlingerne.

Alle er enige om, at vi kommer til at mangle højtuddannet arbejdskraft i fremtiden. De udenlandske unge, vi optager på de internationale uddannelser, vil Danmark og opgaven bør derfor være at fastholde og ikke afvikle.

Og i det store billede er der tale om små midler, mens omkostninger for erhvervslivet i kraft af manglende udbud af arbejdskraft, studerende med international forståelse og et samlet uddannelsesmiljø præget af internationalisering - også for de danske studerende på dansksprogede uddannelser – er rigtigt store. Man er nødt til at stille spørgsmålet, om det er prisen værd?

En kraftig reduktion af optaget på internationale uddannelser i kombination med et politisk udspil, som vil reducere optaget i de store byer er stærkt problematisk.

For en institution som KEA, betyder det, at vi i de kommende år vil kigge ind i afvikling af uddannelser og dimittender, som erhvervslivet har så hårdt brug for, i stedet for at fortsætte den positive udvikling og vækst, som både de unge og erhvervslivet nyder godt af.

Derudover vil det presse økonomien på de uddannelser, vi fortsat vil have i København, hvis vi skal forsøge at etablere små udbud udenfor Storkøbenhavn, som er dyrere at drive.

Vores strategiske indsatser, som skal styrke blandt andet teknologiunderstøttelsen i vores uddannelser – ikke mindst STEM - bliver stækket, fordi vi skal etablere specialiserede labs og værksteder på flere adresser for de samme midler.

Og vores vigtige bidrag til at løfte arbejdskraftudfordringerne i Region Hovedstaden vil blive sat kraftigt tilbage på især IT- og byggeområderne, som buldrer derudaf og skriger på kvalificeret arbejdskraft.

Vi tager vores forsyningsforpligtelse meget alvorligt og bliver nødt til at sige fra, når vi kan se, den bliver truet.

Vi har endnu ikke mødt nogen, som er imod, at der skal være uddannelse lige præcis der, hvor de unge gerne vil være, og arbejdspladserne er. Og vi har heller ikke mødt nogen, der syntes, at de internationale studerende ikke skal blive i Danmark i højere grad end i dag.

Vi vil rigtigt gerne som institution være med til at løfte de udfordringer, der er. Det er tilgangen, metoden, den manglende dialog og de samlede konsekvenser, der er udfordringen.

Så inden det sidste søm slås i, kommer her en kraftig opfordring til at kigge grundigt på de samlede konsekvenser for de enkelte institutioner. Se på rækken af gode løsningsforslag, der er bragt på banen af de mange virksomheder, organisationer og institutioner, som er dybt bekymrede. Og ikke mindst indgå i en reel dialog om, hvordan de politiske målsætninger kan nås gennem samarbejde og arbejdsdeling i sektoren. Og slutteligt tage alvorligt, at hele vækstlaget i dansk erhvervsliv, som er præget af små og mellemstore virksomheder, i dén grad også har brug for internationalt udsyn og internationale kompetencer.

Vi venter i spænding.