David Martinussen er oprindeligt udlært elektriker, men så en fremtid i at specialisere sig i den grønne omstilling. Derfor læste han Energiteknologi ved siden af sit arbejde og leverede grønne resultater allerede under uddannelsen.
Energiteknolog sparer plejehjem for 50 % af energiregningen
Da David Martinussen for tre år siden fik nyt job i en el-virksomhed, gjorde han allerede til jobsamtalen opmærksom på, at han havde planer om at tage deltidsuddannelsen i Energiteknologi ved siden af sit arbejde. Det så virksomheden et stort potentiale i, fordi en elektriker med særlig viden om energi kan udvide forretningen. Så David blev ansat, og de grønne løsninger udeblev ikke.
Kunde sparede tre varmepumper
På et tidspunkt skulle Davids virksomhed installere fire kæmpe varmepumper i en lagerhal. Med sin viden fra energiteknologiuddannelsen syntes David, det lød voldsomt, så derfor lavede han varmetabsberegninger på bygningen og fandt ud af, at lagerhallen kunne nøjes med det halve. Ydermere fandt han ud af, at hvis lofter og vægge blev efterisoleret, ville én varmepumpe være rigeligt. På den måde sparede han virksomheden for unødige udgifter.
Det samme gjorde sig gældende på et privat plejehjem, hvor Davids virksomhed var i gang med at udskifte lamper. David havde nemlig opdaget, at plejehjemmet havde et gasforbrug, der var tre gange så højt som det burde være. Som en del af sit afgangsprojekt på akademiuddannelsen i Energiteknologi lavede han et dybdegående analysearbejde.
Herigennem fandt han blandt andet ud af, at plejehjemmet kørte med for højt luftskifte på ventilationsanlægget med den følgevirkning, at bygningen var alt for tør. Derudover havde bygningen en for høj fremløbstemperatur på gulvvarmen, ligesom temperaturindstillingen på ventilationsanlægget var for høj. Der var med andre ord et kæmpe energispild.
David leverede herefter en række løsningsforslag, der kunne halvere plejehjemmets el- og gasforbrug.
Uddannelsen har ført til nyt job
Selvom det var spændende at lave energioptimeringer i regi af el-firmaet, fik David hurtigt blod på tanden til at prøve noget større, hvor hans arbejde med energioptimeringer kunne batte endnu mere. Derfor begyndte han at overveje at skifte over til byggeledelse, selvom det slet ikke havde været i hans interesse tidligere:
”Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle have et job som byggeleder. Jeg har altid tænkt, at byggeledere var dem, der sad som prygelknaben, og det havde jeg ikke lyst til. Men jeg ville gerne arbejde med at indføre energirigtige løsninger i større sammenhænge, og det fik mig til at skifte mening,” fortæller David.
Han er i dag ansat i NT Consulting, hvor han som byggeleder arbejder med energirenoveringer af større bygninger.
I øjeblikket er det renoveringen af Bernstorffspalæet, han arbejder med, men efter planen skal han fra næste år være med på planlægningssiden af projekterne og påvirke energioptimeringen allerede i de indledende faser.
Ny viden, mere fleksibilitet og højere løn
Det at skifte over til ledelsessiden har uden tvivl været en kæmpe omvæltning for David - der har været meget nyt at skulle sætte sig ind i, og læringskurven har været stejl.
Bygningsreglementsmæssige krav til indeklima kan nemlig være svære at overholde, og der er rigtig meget at arbejde med i større bygninger med mange brugere. Men David er blevet klædt godt på i kraft af akademiuddannelsen i Energiteknologi:
”Jeg har fået langt bedre forståelse for bygningskonstruktionerne og dynamikken i en bygning. Og så har uddannelsen betydet, at jeg har fået en god bred forståelse for et byggeri og derfor tænker mere på tværs frem for udelukkende mit eget fag, ligesom jeg er blevet i stand til at kommunikere på tværs.”
Som elektriker har David den fordel, at han kan hjælpe med planlægningen af el-delen og samtidig udfordre el-entrepriserne på de tekniske løsninger. David får derfor bragt alle sine kompetencer i spil, samtidig med at han lærer noget nyt hver dag. Dertil betyder jobbet mere fleksibilitet og højere løn:
”Det hænger rigtig godt sammen med familielivet. Er der travlt på jobbet, er der flere ting, jeg kan lave hjemmefra om aftenen, når børnene er blevet puttet. Og derudover får jeg også mere i løn,” fortæller David.
Fondsmidler har finansieret uddannelsen
Selvom det koster penge at tage en akademiuddannelse, er det ifølge David ikke noget, man skal lade sig afskrække af:
”Der er rigtig mange fonde, man kan søge og på den måde få en god del penge tilbage. Det er bare vigtigt, man selv undersøger mulighederne. KEA kan hjælpe i forhold til de statsstøttede fonde som Omstillingsfonden og SVU, men der er mange flere end dem. Jeg undersøgte mine muligheder og endte med at få dækket næsten hele uddannelsen,” fortæller David og understreger samtidig, at gevinsterne ved at videreuddanne sig er langt højere end det, den koster:
”Selve det at læse videre er hårdt og er ikke noget, man kommer sovende til. Til gengæld giver det så meget igen. Det er super lærerigt, man bliver klog af det, og man får nyt syn på sit eget arbejde. I det hele taget bliver man en bedre version af sig selv, fordi man lærer noget nyt. Det kræver også god opbakning hjemmefra, men har man det, er det bare om at springe ud i det.”