Peter Schønfeldt, som studerer til Elinstallatør, vinder legatet for unge el-tekniske talenter. Prisen uddeles af VELTEK, som lagde vægt på Peters flittighed, fokus på sine medstuderende og nysgerrighed for fagfeltet.
El-branchens næste store talent er fra KEA
Peter Schønfeldt kan nu se frem til, at der snart tikker et anseligt beløb ind på kontoen.
Det er lektor Jonathan Canvin, der har indstillet Peter, fordi han er så dygtig og kompetencesøgende en studerende, der helt egenhændigt og med stor handlekraft har afholdt kurser for sine medstuderende for at hjælpe dem godt på vej med det videre studie. Derudover har Peter allerede gennem sin praktiktid og studiejob hos Seaborg etableret god kontakt til erhvervslivet og det arbejdsmarked, som Peter i fremtiden skal ud at sætte sit præg på.
”Efter gennemlæsning af indstillingen fra KEA var valget af Peter slet ikke svært at tage. Peter er en yderst flittig studerende med stor forståelse for det tekniske og teknologiernes grønne potentialer, og det skal vi som branche støtte og belønne. Men mindst lige så vigtigt, så har Peter taget et valg om at dele ud af sin viden til sine medstuderende gennem de kurser, han selv har taget initiativ til og har afholdt helt selv. Det er sådan en personlighed, branchen har brug for,” siger Thomas Andersen, formand for Den Eltekniske Sektion og VP i Schneider Electric A/S og fortsætter:
”Foruden fokus på sit studie har Peter også sin daglige gang hos Seaborg, der arbejder på at udvikle et kompakt og driftssikkert atomkraftværk. Peters opgaver og afsluttende projekt består primært af beregninger og dokumentation for overholdelse af standarder på noget, som pt. kun eksisterer på et abstrakt plan. Men netop kombinationen af Peters høje tekniske faglighed og visionære tilgang til vedvarende energi gør ham til den helt rigtige medarbejder.”
Peter Schønfeldt er både overrasket og glad for det store skulderklap fra branchen og ikke mindst hans underviser, som legatet er:
”Først og fremmest er jeg meget beæret over at modtage legatet. Jeg anede faktisk ikke, at jeg var indstillet, før jeg fik besked om, at jeg havde vundet. Det var en dejlig overraskelse, og jeg blev rørt over de flotte ord, som fulgte med indstillingen. Det betyder meget at blive anerkendt af sin underviser, og nu også af leverandørbranchen, på den måde.”
Og legatet falder på et tørt sted for Peter, der er tæt på at afslutte sin installatøruddannelse. Peter har nemlig planer om at starte sin egen installatørvirksomhed, og det kræver lidt startkapital.
”Helt konkret skal jeg ud og tilegne mig en eurotester til den lovpligtige slutkontrol af en elinstallation. Derudover følger der en masse andre udgifter med, når man opstarter en virksomhed. Legatet er derfor en stor og tiltrængt hjælp.
Om legatet
Hvert år uddeler Den Eltekniske Sektion i VELTEK et til to legater på 15.000 kr. målrettet unge el-tekniske talenter under uddannelse til enten elektriker, installatør, ingeniør eller el-teknisk handelselev med det formål at understøtte og investere i den el-tekniske branches fremtid.
For at kunne modtage legatet skal man indstilles af den pågældende uddannelsesinstitution, som vedkommende går på.