Det giver både mere i løn og større jobmuligheder at videreuddanne sig med akademi- og diplomkurser. Dorthe Friehling steg tre løntrin.
Efteruddannelse giver mere i lønningsposen
Dorthe Friehling arbejdede som Social- og sundhedsassistent, et job hun var glad for. Men hun trængte også til udvikling.
Og det fik hun med en efteruddannelse i Sundhedspraksis. De nye kompetencer betød samtidig, at Dorthe Friehling steg betragteligt i løn.
Og hun er ikke den eneste. En rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd fra 2017 viser, at det kan betale sig at tage en efteruddannelse – i hvert fald på akademi- og diplomniveau, som alle efteruddannelser på KEA Kompetence hører under:
”På det videregående niveau finder vi positive løn- og beskæftigelseseffekter af akademi- og diplomkurser, som over en årrække må formodes at resultere i positive samfundsøkonomiske effekter,” står der i rapporten.
Tog hele akademiuddannelsen
Dorthe Friehling tog hele uddannelsen i Sundhedspraksis. Bagefter søgte hun et nyt job, som hun fik, og til lønforhandlingen lagde hun vægt på sin nyerhvervede uddannelse, hvad den kunne bruges til og at hun derfor skulle honoreres for de kompetencer.
Helt konkret lavede hun en beskrivelse af, hvad hun havde lært og skrevet opgave om på hvert eneste modul, og hvad det kunne bruges til. Og det blev honoreret – hun fik et lønhop på tre trin.
I dag er hun tilbage på sin gamle arbejdsplads på Holmegaardsparken i Ordrup, men med nye opgaver. Dorthe Friehling skal træne og undervise medarbejdere i et nyt system på tværs af institutionerne i Gentofte Kommune.
”Det er et af de største projekter, der er kørt i kommunen i mange år. Så jeg er ekstra glad for, at jeg tog modulet i pædagogik og kommunikation.”
Det har givet Dorthe Friehling et boost både personligt og fagligt at tage uddannelsen.
”Jeg kender flere, der overvejer at læse videre til sygeplejerske, men jeg anbefaler dem at tage et kig på Sundhedspraksis, som også kan bruges andre steder og ikke bare i pleje og sygepleje. Og så kan jeg godt lide, at uddannelsen er praksisnær – at du arbejder med en problemstilling eller en succes fra din arbejdsplads.”
Dorthe Friehling søgte økonomisk tilskud via den Kommunale Kompetencefond, og fik hele sin uddannelsen betalt derigennem.