Søgningen til vinteroptaget på Datamatiker på KEA er steget med 81 procent, og det er endnu en rekord. Også Multimediedesign, Økonomi & It samt Digital Konceptudvikling er steget meget markant. Til gengæld kan lukningen af de engelsksprogede uddannelser virkelig mærkes på Bygningskonstruktør.
Digitale uddannelser slår rekord – igen
Kendetegnende for de uddannelser, hvor søgningen er steget allermest, nemlig Datamatiker, Multimediedesign, Økonomi & It samt Digital Konceptudvikling, er, at de ruster de unge til fremtiden og muligheden for at gøre forskel.
Og så er det uddannelser, hvor der er meget stor efterspørgsel fra erhvervslivet.
”Helt overordnet er det rigtigt fedt, at vi ser så stor søgning til de uddannelser, hvor vi ved, at arbejdsmarkedet skriger på dimittender - de får nærmest job, inden de er færdige og til en god startløn,” siger uddannelsesdirektør for KEAs digitale og tekniske uddannelser, Katja Munch Thorsen.
Dimensionering giver grå hår i virksomhederne
Hun peger desuden på, at den store stigning i søgningen til Datamatiker og Multiemediedesign viser, at de unge – ligesom erhvervslivet - er enige i, at det er vigtige uddannelser – i sig selv, og som fødekæde til top up-uddannelser som fx IT-sikkerhed. Desværre er de også dimensionerede, hvilket betyder, at der er fastsat et loft for, hvor mange ansøgere KEA må optage:
”Vi har fået lidt ekstra pladser, men de er stadig dimensioneret trods vedholdende nødråb fra danske virksomheder, som har brug for langt flere it-medarbejdere, end vi må uddanne.”
Lukning af engelsksprogede uddannelser er et tab for Danmark
Selvom KEA har oprettet ekstra pladser på flere dansksprogede uddannelser, kan vi konstatere, at søgningen til de danske uddannelser ikke er steget tilsvarende med de lukkede internationale pladser.
”40 procent af pladserne på de engelsksprogede uddannelser var besat af danskere. Vi har derfor holdt nøje øje med, om de ville søge over på de danske uddannelser, og det kan vi konstatere, at de ikke har gjort, fordi de - ganske forståeligt – har ønsket en international uddannelse. Og den har de nok fundet andre steder og i andre lande. Det er et tab for Danmark og danske virksomheder,” siger Eva Valcke, uddannelsesdirektør for KEAs design og byggefaglige uddannelser.
Hun glæder sig dog over, at KEA helt generelt har fået mange kvalificerede ansøgere. selvom hun er super ærgerlig over de mange unge, som kunne have fået en international uddannelse, som er stærkt efterspurgt af erhvervslivet:
”Det kan ikke forklares med afmatning i byggeriet, for det vil først slå igennem i søgningen om et halvt år - hvis det slår igennem. Men vi har rykket cirka 100 pladser fra den engelsksprogede Bygningskonstruktør til den danske Bygningskonstruktør-uddannelse, og det er også det antal kvalificerede ansøgere, vi mangler nu. De unge er med andre ord ikke flyttet med, selvom vi havde relativt mange danskere på den engelsksprogede uddannelse. Derfor er det nærliggende at tænke, at den dansksprogede uddannelse ikke er nok for dem, der gerne vil have en international uddannelse, som de kan bruge i en global branche. ”