De studerende vandt guld for et system som analyserer og forbedrer indeklimaet i bygninger, men den helt store gevinst for de studerende var det tværfaglige samarbejde med tech-eksperter, designere, antropologer, ingeniører, arkitekter og udviklere.
BYG-studerende vinder hackathon
Superlativerne sad overvældende løst efter weekendens AEC Hackathon i Bloxhub:
”Det var virkelig en stor oplevelse for os, fordi vi lærte så mange nye ting, som vi kunne tage direkte med tilbage til vores uddannelse. For mig var det enestående at tale med så mange fagfolk fra hele verden - vi fik vigtig indsigt i, hvordan branchen fungerer, og hvordan virksomheder deler og konkurrerer. Eventen fungerede som et tværfagligt knudepunkt - vi fik nye kontakter, viden og venner fra 32 forskellige nationaliteter. Jeg kommer helt afgjort til at deltage i flere AEC Hackathons!” siger Aske Strandberg, som sammen med sit team skabte et KEA-plugin til Revit, der gør forelæsningerne og kommunikationen om BIM mere effektiv.
AEC Hackathon i Bloxhub samlede tech-eksperter, designere, antropologer, ingeniører, arkitekter og altså også bygningskonstruktører fra hele verden om at tænke og finde nye løsninger på udfordringer som urbanisering og klimaforandringer i byerne.
”Min oplevelse på Bloxhub var fantastisk. Det motiverede mig til at grave dybere og tage flere chancer i mit studie på den internationale bygningskonstruktøruddannelse,” siger Hajar Kabbara.
Det ene hold KEA-studerende samarbejdede med Rambøll og Henning Larsen Architects om at løse en konkret udfordring stillet af virksomheden.
Den gruppe KEA-studerende som vandt ’Best Project Overall’ havde selv udviklet en løsning, de kalder Digital Twin 4 every 1, som involverer sensorer placeret i et rum, som så sender live data om fx temperatur, luftfugtighed og lys til en online database, hvor data analyseres, filtreres og præsenteres live som diagrammer, 3D-modeller og histograms.
”Under AEC Hackathon oplevede jeg forbindelsen mellem konstruktion og IT. Fordi hvert team var dannet af mennesker med forskellige baggrunde, fik jeg færdigheder inden for kodning, softwareintegration, datastyring og meget mere,” Alexandru I. Hera som sammen med to medstuderende udgjorde vindergruppen.
Men AEC Hackathon var meget mere end en konkurrence:
”Jeg fik så meget information og ikke mindst inspiration, at selvom jeg først kom hjem ved 1-tiden om natten kunne jeg ikke sove - min hjerne kværnede oplysninger, og jeg lå og tænkte på, hvad jeg havde gjort i løbet af dagen, og hvordan jeg kunne forbedre mig næste dag. Først var det skræmmende, fordi det umiddelbart handlede så meget om programmering, men så kastede vi os ud i det og begyndte at kode,” siger Deividas Pocius.
”Det var en fantastisk oplevelse,” istemmer Nouhad. ”Fra en studerendes perspektiv var det meget motiverende at være omgivet af det voksende miljø omkring AEC og genoplade mine batterier og kigge ind i fremtiden. Jeg lærte, at alt kan lade sig gøre uanset tidsbegrænsning, hvis man virkelig sætter sig for det o ger omgivet af de rigtige mennesker.”