Hvordan navigerer du bæredygtighed og forretning uden at miste autenticitet og kundernes loyalitet? Det er temaet for årets KEA Kur. Vi samler branchen, og Thomas Kolster, manden bag Goodvertising og The Hero Trap, giver sit bud.
Bliv klogere på Goodvertising og bæredygtig forretning
Bæredygtighed, forretning og fremtidens forbruger er en udfordring, som optager os på KEA, og som alle med tilknytning til design- og livsstilsbranchen skal navigere i lige nu – helst uden at miste hverken autenticitet, kundernes loyalitet eller eksistensgrundlaget.
Vi forsker i forbrugeradfærd og bæredygtige forretningsmodeller. Og vi uddanner fremtidens arbejdsstyrke med kompetencer og viden, der giver dem handlekraft til at agere i det krydsfelt.
På KEA Design vil vi gerne dele vores viden med dig
Årets KEA Kur har fremtidens forbruger og bæredygtig forretning som omdrejningspunkt. Vi samler branchen til en eftermiddag fyldt med inspirerende oplæg om blandt andet:
- Hvad skal vi med de fysiske butikker i en online tid?
- Urban mining af ædelmetaller
- Fit and Sizing - 3D visualisering og kropsscanning
- Den bæredygtige modeforbruger
Goodvertisings stifter og forfatter til bogen af samme navn samt ’The Hero Trap’, Thomas Kolster, skyder eventet i gang som dagens hovedtaler.
”Vi er trætte af virksomheder, der bare taler – virksomheder der taler om, hvor gode og grønne de er, mens de smadrer verden og er med til at øge uligheden,” siger Thomas Kolster, om den udvikling han i sin tid selv var med til at sætte i gang.
Goodvertisings stifter og forfatter til bogen af samme navn samt ’The Hero Trap’, Thomas Kolster, skyder eventet i gang som dagens hovedtaler.
”Vi er trætte af virksomheder, der bare taler – virksomheder der taler om, hvor gode og grønne de er, mens de smadrer verden og er med til at øge uligheden,” siger Thomas Kolster, om den udvikling han i sin tid selv var med til at sætte i gang.
Det handler som virksomhed om at lytte og at muliggøre løsninger sammen med forbrugeren.
”Jeg giver nogle konkrete råd til, hvordan man kan skabe en agenda på bæredygtighed og ideer til at engagere sine kunder, uden at det lyder tomt og hult. Det handler om at skabe et nyt bæredygtigt ledelsesparadigme, og hvordan man aktiverer det i sin forretning og overfor kunderne,” siger Thomas Kolster og peger på, at fremtidens forbruger nok er super kritiske og klimabevidste, men samtidig også den generation, der ejer mest, har rejst mest og formentlig er på deres computer og telefon nummer 20.
”Derfor er det interessant som virksomhed at tage på rejse sammen med forbrugeren, for hverken virksomheden eller forbrugerne kan løse den her udfordring hver for sig.”
Flere spændende oplæg
Til KEA kuren kan du også høre om
Hvad skal vi med fysiske butikker i en online tid?
E-handlen i Danmark rundede 180 milliarder kroner i 2021. Det svarer til en vækst på 18 procent i forhold til året før. Nedlukninger, nye vaner og adfærd blandt forbrugerne, som følge af Covid-19, har i den grad været ensbetydende med ændringer i detailhandelen, og at den fysiske butik – som vi har kendt den – er forandret for altid. Branchen skal genopfinde og gentænke den fysiske butiks eksistensberettigelse. Vi har med inspiration fra en række retail-brands udviklet en ny model til at arbejde med den fysiske butik som branding-kanal.
Urban mining af ædelmetaller
Der er overraskende mange smykker af sølv og guld, der havner i byens husholdningsaffald. Traditionel minedrift ødelægger store områder og skader klimaet. Denne type minedrift foregår stadig på trods af, at der allerede er masser af ædelmetaller i omløb. Urban mining er det udtryk man bruger, når man i stedet for at grave i jorden, finder og genbruger de ædelmetaller, der er i affaldsslagger og brugt teknologi.
Fit and sizing
Den sidste store opmåling af mennesker til brug for udformning af tøjstørrelser fandt sted i 70’erne. Vores kroppe har ændret sig siden dengang, hvilket gør, at meget tøj ikke passer og har dårlig pasform. Nye teknologier, såsom 3D-visualisering og kropsscanning, bliver mere og mere udbredte og tilgængelige. Disse teknologier spiller en vigtig rolle i en tid, hvor 25 procent af det tøj, der er købt online, bliver returneret. Til sammenligning bliver kun tre procent af det tøj, der er købt i fysiske butikker, returneret.
Den bæredygtige modeforbruger
Hvad karakteriserer den bæredygtige modeforbruger? Fund fra garderobestudier udført af studerende fra KEA og Designskolen Kolding peger på, at det er nemmere for forbrugere at træffe bæredygtige forbrugsvalg, når det kommer til varer som fx mad og kosmetik end tøj. Inden for mad og kosmetik er der simpelthen flere grønne valg – på den anden side så har disse varegrupper ikke den samme udtryksværdi som tøj, og de kan heller ikke genbruges.
Praktisk info om KEA Kuren
KEA Kuren foregår i hjertet af Nørrebro den 31. marts 2022 kl. 15.30 på KEAs campus på Guldbergsgade 29N, 2200 Kbh N
Deltagelse er gratis og pladser tildeles efter først til mølle-princippet.