Bæredygtighed på KEA handler om at løse en samfundsudfordring, og det mindset skal gennemsyre alle uddannelser. Og KEAs egen drift.
Bæredygtighed der flytter
KEA har fået ny strategi og et af de tre bærende pejlemærker er 'Bæredygtighed, der flytter'.
"Formålet med i det hele taget at have pejlemærker på KEA er, at hver gang vi træffer valg som ledere eller medarbejdere, så kan pejlemærkerne hjælpe os til at træffe valg, der trækker os i den rigtige retning. Og når vi har bæredygtighed som pejlemærke, så er det for at svare på den fælles samfundsudfordring, vi har," siger Kristina Østergaard Kristoffersen, uddannelsesdirektør på KEA.
Er det ikke bare noget, KEA siger, fordi det skal man i 2021?
"I 2021 skal man forholde sig til bæredygtighed, men vi har bæredygtighed som pejlemærke, fordi vi som erhvervsakademi er sat i verden for at løse de udfordringer, samfundet har. Men også fordi vi ønsker at gøre mere, end vi allerede gør. Vi vil holde os selv op på, at vores dimittender kommer ud med et mindset og kvalifikationerne til at flytte brancherne i retning af bæredygtighed i bred forstand," siger Kristina Østergaard Kristoffersen.
Umiddelbart kan det virke oplagt at fokusere på KEAs designuddannelser, som uddanner til brancher, der skaber et stort og synligt forbrug, og hvor bæredygtighed længe har været dagsordensættende. Eller på de bygge-relaterede uddannelser, hvor bygge- og anlægsbranchen, står for cirka 30 procent af Danmarks CO2-udledning, men det bæredygtige fokus gælder alle KEAs uddannelser. På det digitale område kan det for eksempel være bæredygtig kode, at have fokus på ikke at bruge it til at snyde med og at algoritmer ikke er biased.
På uddannelser som Energiteknolog og VVS-installatør har man længe arbejdet med energioptimering og nedbringelse af energiforbruget, men det er ikke ensbetydende med, at der så kan sættes flueben:
"Hvad med materialerne - kan man for eksempel bruge nogle kabler, som kan genanvendes og på anden måde sænker ressourceforbruget? Målet er, at bæredygtighed er indlejret i fagligheden på alle uddannelser. Og når vi inden længe udbyder top op-uddannelsen til Energimanager, så er det for at kunne sende dimittender ud i verden, der kan bidrage med bæredygtige løsninger på endnu mere komplekse problemstillinger på energiområdet."
Inden for de brancher, KEA uddanner til, drives den bæredygtige udvikling ofte af ny teknologi, og derfor er det vigtigt, at KEAs uddannelser klæder de studerende på til både kritisk og innovativt at kunne anvende ny teknologi og kunne vurdere forskellige valg af materialer, teknologier, metoder osv. i forhold til et bæredygtighedsperspektiv – og om det er en god forretning:
"Det enkelte pejlemærke er ikke så interessant i sig selv - det er kombinationen af de tre, der gør en forskel. Bæredygtighed giver kun mening, hvis det også er en god forretning, for det er den eneste måde, det kan slå igennem," siger Kristina Østergaard Kristoffersen.
Der, hvor KEA kan gøre den absolut største forskel, er i kraft af vores uddannelser, og alle de dimittender vi sender ud i verden, som med deres mindset og kompetencer kan bidrage og skubbe til virksomhedernes bæredygtighed. Men KEA skal også kigge indad på egen drift:
"Vi har gjort et stort stykke arbejde, men der er stadig rigtig meget, vi kan gøre – vi tætner facader og vinduer og skruer på en masse knapper, der sænker vores energiforbrug. Vi indskrænker vores kvadratmeter, hvilket reducerer energiforbruget, materialeforbrug til rengøring og vedligehold. Vi er ikke færdige, men godt på vej og håndtering af KEAs eget affald er et fokusområde. Det er svært at få afsat og genbrugt vores affald, for hvis bare én affaldskurv i en container ikke er sorteret korrekt, ender containeren i restaffald. Men der er ingen undskyldninger, vi skal knække den kode," siger Kristina Østergaard Kristoffersen og understreger, at der ikke er noget quick fix, når det kommer til bæredygtighed:
"Og det er der heller ikke for os som institution. Men der er noget håndgribeligt i hele tiden at kigge på vores klimaaftryk, vores ressourceforbrug og hvordan vi opfører os."
Bæredygtighed er også diversitet og lige muligheder
Bæredygtighed handler ikke bare om ressourcer, men også om børnearbejde, arbejdsvilkår og at behandle andre ordentligt. Og det handler om et fokus på social diversitet, social ansvarlighed og at sikre muligheder for alle.
"På KEA har vi den styrke, at vores studerende kommer fra både gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser samt direkte fra erhvervslivet, og det er en gevinst for både det faglige og sociale miljø, når det lykkes, men det er også et stadigt arbejde at sikre diversiteten i vores ansøgerskare. Og det er en del af vores sociale ansvarlighed at sikre, at vi har et uddannelsestilbud til alle," siger Kristina Østergaard Kristoffersen og fortsætter:
"Vi har en ambition om stor diversitet blandt ansatte og studerende, og også der, er der stadig ting at gøre. Som det er nu, har vi for eksempel nogle lidt for homogene miljøer på enkelte uddannelser fx en overvægt af kvinder på nogle designuddannelser og en overvægt af mænd på nogle it-uddannelser. Derfor lægger vi et arbejde i at få flere mænd på de designuddannelser og flere kvinder på it-uddannelserne og dermed ud i brancherne, fordi der er til gavn for alle - en divers medarbejderstab giver en bredere palette af ideer og løsninger til gavn for flere."
Læs mere om KEAs nye strategi og ikke mindst samspillet mellem de tre pejlemærker bæredygtighed, teknologi og forretning i nyheden "KEA får ny strategi" og på vores strategisite.
På KEAs nyhedssite kan du løbende følge med i de studerendes bæredygtige løsninger, virksomhedssamarbejder og bæredygtige initiativer – og læse om alle de tidligere.