På trods af Corona har Simon Jensen åbnet to forretninger og har en tredje på vej. Efteruddannelsen AU i Retail har givet ham værktøjer til at vækste og blive ekspert på sine kunder og medarbejdere. Og det giver tryghed.
AU i Retail gav Simon Jensen redskaber til at vækste
Simon Jensen, grundlægger af Garbanzo, som laver luksuspitabrød to-go, har altid haft lyst til noget mere. Han ville gerne spille på 1. holdet i den restaurationsbranche, han elsker, og den virksomhed, han i sin tid arbejdede for.
En dag så han en reklame for McDonalds, som fortalte om, hvordan de sender deres medarbejdere på efteruddannelse hos KEA, så både de og medarbejderne kan udvikle sig.
Det ville Simon Jensen også, så han startede på AU i Retail på KEA:
"Uddannelsen gav mig redskaber og hår på brystet," siger Simon Jensen. Og faktisk i en grad så han kastede sig ud i livet som selvstændig og åbnede Garbanzo, der laver luksus-pitabrød bestående af hjemmebagte pitabrød med sundt og velsmagende fyld og hjemmelavede marinader og sylterier.
Fra en til to til tre
På trods af Corona er én butik blevet til to, en tredje er på vej og der er nu 35 ansatte. Og Simon Jensen er slet ikke i tvivl om, at AU i Retail har gjort ham bedre til sit arbejde og givet ham redskaberne til at gøre Garbanzo til en succes:
"Mine tre managers og en anden leder ryger afsted på uddannelsen til marts. Jeg ved hvor meget, man kommer hjem med, og hvor meget det gør for den daglige glæde og motivation. Uddannelsen har haft stor betydning for både at komme i gang, men også for at blive ved og stadig være her," siger Simon Jensen og uddyber:
"Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er at forstå målgruppen - og fået redskaberne til det. Jeg har fået en masse værktøjer indenfor KPI’er, kundeanalyser, butiksanalyser samt konceptstyring og ikke mindst udviklet mit eget koncept – jeg kunne efterhånden blive ph.d. i pita, så meget som jeg har nørdet. Men det er også internt: hvad kan man gøre bedre og sjovere, ledelse i praksis, den svære samtale og ikke mindst motivation," siger Simon Jensen og fremhæver, at fordi uddannelsen er på deltid, så kan du hele tiden arbejde med din egen case eller dine egne problematikker og bruge dine erfaringer. Og omvendt kan teori og undervisning komme i anvendelse med det samme.
"Uddannelsen har betydet, at jeg føler mig mere tryg og sikker og meget bedre til mit arbejde. Det giver også respekt udadtil. Jeg kan kun anbefale at komme afsted så hurtigt som muligt. Hvis man er glad for sit arbejde og gerne vil gøre det endnu bedre, eller hvis man gerne vil være selvstændig, er det virkelig et godt skridt at tage."
Men kan man godt både være ambitiøs med sit arbejde og samtidig tage en deltidsuddannelse?
"Det kan man i hvert fald. Du udvikler dig, og der er en synergi mellem arbejdet og uddannelsen, som gavner hinanden."
Kim Skaaning, som er underviser på AU i Retail, bekræfter:
"AU i Retail er netop god til folk med ambitioner, fordi den giver dig konkrete redskaber til at føre dem ud i livet – det er en meget redskabsbaseret uddannelse og meget hands on. Og det er Simon et eksempel på."
MERE INFORMATION
Hvis du vil vide mere om AU i Retail KAN DU BLIVE KLOGERE PÅ UDDANNELSENS SIDE