På KEA kårer vi hvert år Årets Underviser. I år har over 800 studerende indstillet deres yndlingsunderviser til titlen. I løbet af den kommende tid afslører vi løbende de ni nominerede. Vinderen kåres på KEAs medarbejderdag den 15. august.
Aron er nomineret til Årets Underviser 2024
Aron Balschmidt Svenningsen er nomineret til titlen som Årets Underviser på KEA.
Hvad er særlig vigtigt for dig i din undervisning?
"Som underviser på KEA er jeg optaget af at skabe gode rammer for de studerende, og lave projekter og opgaver der er virkelighedsnære og relevante for industrien.
Jeg har det godt med at anvende videoer og opgaver, der er udfordrende, men samtidig give noget støtte. Dette tror jeg som underviser, kan få de studerende til at udvikle sig fagligt. Jeg er åben og ærlig omkring det faglige, og mine styrke og svagheder.
Jeg prøver at inspirere dem ved at introducere dem for nogle allerede udviklede løsninger og eksempler på anvendelsen af programmer, el-diagrammer og HMI skærme, som de kan bygge videre på eller lave til deres eget."
Hvorfra får du inspiration til din undervisning?
"Vi tager tit på messer både i Danmark, men også i udlandet. Nogle gange får man en snak med en leverandør af nogle smarte løsninger, hvor man tænker, at det kan de studerende og erhvervslivet få stor glæde af.
Jeg bliver også inspireret af mine kollegaer, både når det kommer til fagligt indhold, men også undervisningsmetoder, måder at lave undervisningsplaner, powerpoint, opgaver og samtaler omkring de studerende og deres udfordringer og succeser. Vi støtter hinanden i teamet, og prøver at sikre os god kvalitet på uddannelsen. Det gør vi ved at snakke sammen og ændre på tingene, så fagene og eksamenerne passer sammen. Der er plads til at snakke om udfordringer og eksamensproblemer, og vi er meget handlekraftige, hvis der opstår problemer.
Det sikrer mig som underviser, at vi forsøger at gøre alt godt for hinanden, for de studerende og erhvervslivet, så man kan være stolt af at gå på arbejde, selvom tingene kan gå op og ned."
BLÅ BOG: ARON BALSCHMIDT SVENNINGSEN
- Uddannet maskinmester fra Århus 2015.
- Efterfølgende har han arbejdet med køle- og varmepumpesystemer til industrien i godt 6 år, før han fandt vej til KEA.
- Han flyttede til København sammen med sin hustru for at komme tættere på familien.