Dataetisk rådgiver Pernille Tranberg giver super konkrete råd, alle kan bruge, til at passe bedre på os selv og planeten, når vi suser rundt på internettet og diverse platforme. For der findes faktisk alternativer til de kapitalistiske tech-vampyrer.
”AI er psykopat”
Du føler dig godt tilpas, lyttet til, forstået og I ser ens på… ja, stort set alt. Men i virkeligheden bliver du talt efter munden og manipuleret. Du deler ud af dig selv, men modtageren er uden følelser, lyver og er kun interesseret i at udnytte dig. Kort sagt: psykopat. Eller kort sagt AI?
”Snapchats ’My AI’ er definitionen på en psykopat,” lyder det fra Pernille Tranberg, hvilket får hele salen på KEA til at grine. ”Jamen, det er jo det, den er”, siger hun og fortsætter:
”Antropomorfisme er at tilskrive menneskelige træk og følelser til noget, selvom vi ved, det er en maskine, hvilket er det, der sker. Og det er uetisk af de her virksomheder at få dem til at ligne og lyde som os. Husk, at AI er 100 procent profitdrevet - selv OpenAi er 100 procent profit i dag. Og når du dykker ned i betingelserne, advarer Microsoft helt vildt mod, at AI fx kan manipulere for at kunne fraskrive sig ansvar.”
USA er værre end Kina
Pernille Tranberg er højtestimeret dataetisk rådgiver, har udgivet otte bøger, holder foredrag i ind-og udland og er medstifter af tænketanken DataEthics. Og så har hun råbt op om digitalt selvforsvar og agtpågivenhed, længe inden de fleste af os vågnede op af den digitale forelskelse.
Som tidligere journalist på Politiken, Chefredaktør på Tænk og udviklingschef på Berlingske Media mestrer hun research og kritisk sans, hvilket blandt andet betyder, at hun kan punktere etablerede ’sandheder’ og fx fortælle, at ”USA faktisk er værre end Kina på nogle områder” – formentlig i modsætning til, hvad de fleste af os går og tror.
Og ”Aula bruger ikke tredjeparts cookies og har ikke Facebook Connect – til gengæld lagrer de børnenes data på Amazon Web Services”.
Digitalt selvforsvar - tips og tricks
I modsætning til den gængse folkestemning, så er hun positivt indstillet, og mener, at ”GDPR er en nødvendig lovgivning. Men det har taget seks år bare at få gennemført en lille del af den.”
Og det leder til en af Pernille Tranbergs kæpheste: Vi er nødt til at selv at være vågne og udøve digitalt selvforsvar:
”Staten har et ansvar, men det tager super lang tid at få implementeret lovgivning. Virksomheder og organisationer har et kæmpe ansvar, men teknologivirksomhederne ved, at 80 procent af os er skidedovne, og klikker ’accepter’. Hvilket de kalkulerer med.”
Så istedet for, at det er staten eller store firmaer der manipulerer og bestemmer, må vi selv på banen, lyder det fra Pernille Tranberg og kommer så med en sand guldgrube af alternativer til de tech-virksomheder, der som kapitalistiske vampyrer suger data, manipulerer og dominerer den digitale verden. Lige til at gå til. For der er faktisk alternativer derude. Fx:
- Ecosia fremfor Google
- Skolegpt fremfor chatgpt
- Deepl.com i stedet for Google translate
- Hetzner, Scaleway og ScanNet i stedet for Amazon/Google/Microsoft cloud