120 studerende på Design & Business har på kun otte uger udviklet hele 40 startups i et anderledes læringsforløb, hvor de studerendes forretningsideer valideres ved pretotypes og salg – inden produktet er på markedet.
40 start-ups på to måneder
Glem alt om fokusgrupper – det er bare holdninger. Er folk rent faktisk villige til at klikke ’Betal’ på Mobilepay? Er investorerne klar til at skrive under? Dét kan fortælle dig, om din forretningside rent faktisk holder – inden et stort ressourcespild.
Hele processen på ’New Circular Business’ på Design & Business er et intens forløb, hvor de studerende begynder med at trend-researche, for derefter at udvikle fremtidsscenarier, idéeudvikle og skabe pretotypes (ikke prototyper) som de hurtigt kan validere, ved at kunderne rent faktisk køber - eller tror de køber - produktet eller ydelsen
Barnet er forfatteren
Børns læselyst er dalende, og det vil gruppen bag Scribby gerne gøre noget ved – på en måde som samtidig er kreativ og øger samværet mellem forældre og børn.
På onlineplatformen Scribby er dit barn forfatteren til den næste bog. Ved hjælp af spørgsmål, eksempler og ikke mindst AI skaber barnet historie, plot og illustrationer. Resultatet bliver unikt og til sidst er kun at vælge om bogen skal være fysisk eller digital.
”Vi håber, at de fleste vælger den fysiske bog, men vi mener ikke digitalisering er monsteret, vi mener det bliver brugt forkert,” siger gruppen med taglinen ’Vi foreviger børns fantasi”.
Udover en bog, kan man også få plakater med illustrationer fra bogen, og det er en globalt skalerbar forretningside, fordi der nemt kan skiftes sprog.
”Wow, I blæser mig bagover. I rammer forældre – og bedsteforældre - spot on med læselyst og det personificerede, og I bruger AI til at skabe forretning,” siger Morten Dam Jespersen, erhvervschef i Greve Kommune, og spørger så:
”Men hvordan vil I tjekke kvaliteten, når hver bog er unik? Målgruppen kræver kvalitet, og det der kommer ud af AI i ’øjeblikket er lort. Og jeg ville glemme fysiske bøger – det er alt for omkostningsfuldt.”
Lars Struwe Christensen, områdechef i Hofor havde det dog lige omvendt:
” Jeg tror faktisk på de fysiske bøger - det taktile bliver vigtigere og vigtigere. Men hvad gør I, hvis der bliver solgt 160.000 enheder? Det er rigtig svært at få sat det her rigtigt op. Den pædagogiske kvalitet bliver afgørende.”
Feedbacken fra ’dommerne’, som også bestod af Nikolaj Storm Tost, Circular Lab Manager på KEA, kom ikke kun den enkelte gruppe til gavn, men også resten af de studerende, som kunne anvende den i forhold til deres eget projekt inden den efterfølgende eksamen.
Jakke der kan forvandles til taske
Aya er en jakke, der kan foldes sammen til en lille taske. En ide der opstod som konsekvens af det omskiftelige danske vejr.
Jakke-tasken syes af aflagte sejl, som gruppen kunne fortælle, kasseres efter kun to år. De ser derfor en kæmpe ressource i de aflagte sejl. Et yderligere bæredygtigt tiltag er, at jakkerne sys on demand i Danmark for at undgå potentielt spild og sikre ordentlige produktionsforhold.
Lars Struwe Christensen ser en potentiel risiko i, om vi danskere rent faktisk er interesseret i funktionelt tøj, eller i virkeligheden går efter design.
”Men hvad hvis det bliver en kæmpe succes, hvilke materialer kan I så bruge?”
Hvortil gruppen svarede, at så er telte også en mulighed, ligesom der også findes aflagte telte og sejl i fx Sverige.
Udover de to ovenstående grupper var der også præsentationer fra blandt andre ’Unplugged’, som vil lave langbordsmiddage helt uden telefoner ud fra devisen er ’Tag en pause fra skærmen og vær tilstede.’
Og Mufumi vil specialisere sig i at lave multifunktionelle løsninger til tiny-living, fx ved at gøre uundgåelige objekter, såsom tørrestativet, til et design-møbel med flere formål.
Du skal fejle hurtigt og billigt
Jesper Thisted er sammen med Marie-Louise Lynge Jensen og Nanna Kanneworff underviser på forløbet og fortæller, at det i høj grad handler om at vende det gængse på hovedet, fx ved at mærke markedet uden at spørge kunderne:
”Man kan ikke stole på, hvad kunderne siger – du skal få dem til at hive kreditkortet op, eller noget der minder om det.”
Idegrundlaget er i høj grad inspireret af Alberto Savoia, Googles innovations agitator og forfatter til ’The right it – why so many ideas fail, and how to make sure yours succeed’. Hans tese er, at langt de fleste nye ideer falder til jorden. Så hvis du skal lykkes, gælder det om at ’fail fast and cheap’ – altså lynhurtigt få en reaktion fra markedet. Prøve noget af, få en reaktion, prøve igen og få en reaktion.
Derudover fungerede underviserne som mentorer, og hver gruppe kunne vælge en ekspert og få individuel coaching og undervisning tilpasset det, den enkelte gruppe havde brug for dag for dag, uge for uge.