Nuværende og tidligere studerende på KEA kan se frem til endnu mere iværksætterstøtte. Målet er, at studenter-start-ups kan vokse sig levedygtige og måske endda skalere.
19 millioner til iværksættere
Iværksættersatsningen Nordic Entreprenørship Hubs 1.0 skabte imponerende resultater. Samarbejdet mellem DTU, Lunds universitet og KEA gav flere iværksættere – ikke mindst kvindelige – større tro på egne evner og et nyt succesfuldt iværksætterprogram.
De metoder og værktøjer der blev udviklet under NEH 1.0 lever videre på de involverede uddannelsesinstitutioner til gavn for det danske og svenske samfund og selvfølgelig de entreprenante studerende, som gerne vil udleve deres iværksætterideer.
Ved NEH-projektets afslutning talte resultaterne for sig selv, men det stod også klart at for at få den fulde effekt af indsatsen, er der behov for et ’level 2’, der kan udvikle og støtte unge iværksættere i at gå fra startup til levedygtig etablering og dermed indfri deres skalerings- og vækstpotentiale.
Det kan både være nuværende studerende såvel som dimittender, der startede virksomhed under uddannelsen med det mål at skabe vækst, innovation og en øget beskæftigelsesgrad i selvstændige virksomheder.
KEA, DTU, Lunds universitet og den nye partner CPH Business søgte derfor om støtte til at udvikle NEH 2.0, hvilket lykkedes. Interreg støtter med 50 procent af budgettet på 19 millioner kroner – de resterende 50 procent kommer fra de deltagende uddannelsesinstitutioner.
”De seneste tre år har vi bevist, at vi formår at lette nyt iværksætteri og fremme iværksætterånden blandt regionens studerende på de videregående uddannelsesinstitutioner i Øresundsregionen. Men vi har også erfaret, at det er en seriøs udfordring at gå fra startup til levedygtig etablering - og på sigt skalering,” siger Lotta Salling, projektleder på KEA.”
”Vi er derfor begejstret over, at vi med bevillingen kan forsætte arbejdet med at understøtte unge iværksættere – og ikke kun i deres tidlige startup fase, men nu også på deres færd mod levedygtig etablering og på sigt skalering.”
NEH 2.0 skal udvikle træningsforløb, metoder og værktøjer med henblik på træning af mindset og entreprenørielle kompetencer relateret til skalering og vækst. Teamsammensætning, teamudvikling samt rekruttering relateret til vækst, udvikling af et inkubatorprogram for levedygtige startups samt mapping af økosystemaktører i regionen, herunder udvikle en fødekæde til de resterende innovations og accelerations økosystemaktører i Øresundsregionen.
Målet er at styrke arbejdet med at identificere og understøtte vækstpotentialet og vækstmulighederne for unge iværksættere via de tværregionale initiativer på uddannelsesinstitutioner i Øresundsregionen samt højne skaleringsparatheden og især skaleringsbevidstheden hos studenterstartups.
Det er fortsat målet at skabe flere succesfulde og ikke mindst levedygtige startups.
NEH 2.0 skal også kortlægge, hvilke processer og aktiviteter der er nødvendige for at skabe vækst i vidensbaserede virksomheder på tværs af fagområder og nationer.
”70% af de studerende på Cphbusiness giver udtryk for, at de på et tidspunkt i løbet af deres karriere ønsker at starte egen virksomhed. Det gør Nordic Entrepreneurship Hub 2.0 utrolig relevant for os,” siger Michael Huus Svejstrup, Områdechef for Cphbusiness Campus Lyngby.
”I dag har vi 25 aktive startup virksomheder i vores Inkubator, og vi havde over 40 studenter startups igennem inkubatoren i løbet af 2018 og 2019, hvoraf flere var med i og vandt store startup-konkurrencer. Cphbusiness’ bidrag ind i NEH 2.0 er særligt, hvad der skal til for at en student startup lykkes, overlever og skaber arbejdspladser. Derfor vil Cphbusiness udvikle og levere forløb for projektdeltagerne, hvor fokus er på teamsammensætning og teamudvikling for at kunne skalere fra startup til scale-up.”