Millionbevillingen fra Novo Nordisk Fonden skal understøtte studerendes kompetencer i bæredygtighed og digitalisering
1,5 millioner fra Novo Nordisk Fonden til uddannelsesforskning på KEA
Novo Nordisk Fonden har bevilget 6 mio. kr. til det tværgående projekt ’Bæredygtige tekniske uddannelser: en learning factory-tilgang, hvoraf de knap halvanden million er øremærket til forsknings- og udviklingsaktiviteter på KEA.
En væsentlig del af projektet er, at de studerende skal opøve nye kompetencer i simuleringsmiljøer kaldet learning factories.
Simulerer virkeligheden i virksomhederne
Learning factory-tilgangen er en læringsmetode, hvor man efterligner processer fra en virksomhed. Man samler de forskellige dele af en virksomhed, såsom den fysiske produktion, it og forsyningskæden, i et simuleringsmiljø med en passende kompleksitet inden for de enkelte dele, så de studerende får en så virkelighedsnær undervisning som muligt.
“Det er en kæmpe mulighed for os at kunne indgå i et sådant intensiveret samarbejde, hvor vi får ressourcer til at udvikle læringsforløb, der giver de studerende en legeplads, hvor de kan eksperimentere med bæredygtighedsteknologier risikofrit,” siger Cong Liu, lektor på KEA
Forskning skal motivere til mere teknisk uddannelse
Projektet, som løber over tre år, bygger videre på et vellykket samarbejde på tværs af sektoren imellem Professionshøjskolen UCN, Københavns Erhvervsakademi, VIA University College og UCL Erhvervsakademi. Et samarbejde, der nu sættes turbo på med dette nye projekt.
“Vores ambition er ikke kun at levere en god undervisning i vores egen kontekst, men også at fremme vores forskning og erfaring inden for learning factories på tværs af sektoren," siger Lasse Christiansen, der er projektleder på projektet og docent ved UCN.
På KEA sigtes der i særlig grad mod uddannelserne Produktionsteknolog, Automationsteknolog samt Produktudvikling & Teknisk Integration.
"Arbejdet med Learning Factories giver os mulighed for at dokumentere og opbygge læringsdesign, der motiverer unge til at vælge tekniske uddannelser og dygtiggøre sig på feltet,” siger Christian Poulsen, læringskonsulent KEA Learning Lab.