"Niveauet var tårnhøjt på min årgang, og jeg var til tider meget konkurrencemindet, så derfor gjorde det næsten ondt at se nogle projekter, som var flottere og bedre, end det jeg selv havde præsteret. Det var samtidig med til at presse mine evner til next level, hvilket jeg synes er sundt...Jeg lærte utrolig meget på KEA, men jeg mener, at man skal se uddannelsen som en teori- og køreprøve - Du lærer først at køre ”bilen”, når du kører i den til hverdag."
Juni 2023: Casper Søby Hansen - Multimediedesign + Design & Business
Casper Søby Hansen dimitterede fra uddannelserne Multimediedesign i 2015 og Design & Business i Communication Design & Media i 2017. I dag er Casper dokumentarist for virksomheden 21-5, samt selvstændig med virksomheden Spectacular. Vi har snakket med Casper om hans tid på KEA og hans karriere.
Q & A:
Det OM KEA...
Q: Hvordan vil du beskrive KEA med ét ord?
A: "Legeplads."
Q: Hvad var dit yndlingsmodul og/eller din yndlingsunderviser?
A: "Helt klart advanced video på uddannelsen i multimediedesign! Lad mig forklare. Jeg har altid elsket filmmediet og altid fordybet mig i et hav af film - ikke blot for at se film, men også for selv at filme og tage mine egne billeder. Siden jeg havde mediefag i folkeskolen og på gymnasiet har jeg et eller andet sted godt vidst, hvad jeg ville, og det blev stærkere, da jeg blev 18 år gammel og fik mit første Canon spejlreflekskamera i gave af min far. En dag så jeg et opslag på Facebook, hvor den daværende natklub Sukkerbageren søgte en nattelivsfotograf. Jeg tog chancen og fortalte dem, at jeg var den helt rette til jobbet. Hovedløst tog jeg mit kamera i hånden og besøgte den vilde natklub og dokumenterede en vild fredag aften med fri bar og alkohol i lange baner. Jeg blev både fuld og havde mere end 500 billeder med hjem på mit kamera – men vigtigst var, at jeg elskede det. Det var mine første skridt ind i en verden, som senere skulle danne ramme for min fremtid. Det basale inden for Photoshop og Lightroom lærte jeg hurtigt gennem nogle YouTube videoer i min gymnasietid. Jeg havde et sabbatår og skulle finde ud af, hvad der skulle ske. Jeg vidste udmærket godt, at jeg tændte på det kreative, og at jeg i hvert fald ikke skulle sidde med hovedet nede i en bog på CBS. Derfor søgte jeg ind på multimediedesign på KEA, som på det tidspunkt ikke var nær så populært, som det er i dag. Jeg så KEA som en gylden mulighed for min fremtid.Jeg startede på multimediedesign og husker tydeligt ordene den første dag – ”jeres fremtidige job er slet ikke defineret endnu”. Jeg forstod det ikke dengang, men det gør jeg nu. På 4. semester blev vi undervist i faget advanced video - og det fag husker jeg bedst. Vi lærte programmer som Premiere Pro og After Effects at kende. Jeg husker tydeligt, hvordan en verden med klippeteknikker, colorgrading og et cinematisk begreb opslugte mig. Jeg blev kort sagt mere forelsket i filmmediet."
Q: Hvad er dit yndlingsminde fra KEA?
A: "Jeg har rigtig mange gode minder fra KEA. Jeg har faktisk fået venner for livet på uddannelsen. Der var sjove fredagsbare, en våd og sjov studietur til London, mange nattetimer med udfordrende projekter, skøre personligheder, praktik i Tivoli’s kommunikationsafdeling, Lakrids by Johan Bülow website projekt, rustur og bare en rigtig uforglemmelig tid. I slutningen af min tid på multimediedesign startede jeg virksomheden Well Groomed (senere Spectacular) op sammen med en studiekammerat. Han havde været på udveksling i Dublin og kom hjem med serien Pomp & Co. En irsk grooming serie, som hovedsageligt består af high-end hårvoks til moderne mænd. I dag driver jeg stadig virksomheden og bruger min fritid på at sælge hårprodukter på egen webshophttps://pompandco.dk samt til andre webshops, frisører og barbershops. Hele den del havde jeg aldrig kastet mig ud i, hvis det ikke var for alt det, jeg lærte på KEA."
Q: Hvis du kunne gå tilbage i tiden og ændre en ting fra dine studier på KEA, hvad ville det så være og hvorfor?
A: "Der var nogle dygtige medstuderende, som jeg gerne ville have lært ordentligt at kende og arbejde sammen med. Niveauet var tårnhøjt på min årgang, og jeg var til tider meget konkurrencemindet, så derfor gjorde det næsten ondt at se nogle projekter, som var flottere og bedre, end det jeg selv havde præsteret. Det var samtidig med til at presse mine evner til next level, hvilket jeg synes er sundt.
Min morfar har altid lært mig, at du skal stjæle med øjnene og ikke med arme og ben. Det tog jeg til mig og gjorde det i stor stil til samtlige præsentationer på KEA. Det har styrket mig meget fagligt."
DET KARRIERE-RELATEREDE...
Q: Hvad var dit første job efter dimissionen fra KEA, og hvordan fik du det?
A: "Da jeg dimitterede fra multimediedesign, valgte jeg at toppe min uddannelse op med en professionsbachelor i communication design & media. Jeg havde lyst til at lave andet i mine weekender end at tage billeder af fulde folk om natten. Jeg var vokset fra billeder i nattelivet, og nu søgte jeg et mere relevant studiejob, hvor jeg kunne få en journalistisk erfaring. Udover at sparke døre ind til frisører og barbershops, når jeg ikke havde forelæsning, så blev en ny dør pludselig åbnet. Videojournalist hos metroXpress blev det til. Her fik jeg lov til at komme på skøre opgaver i følgeskab med en af deres dygtige journalister – og nej, det var ikke mig, som lavede alle de åndsvage clickbait-artikler. Den sjoveste opgave fra det studiejob var, da jeg blev kastet ud fra et fly, sendte live på Facebook og samtidig fik løn for det. På det år lærte jeg rigtig mange fede journalistiske begreber blot ved at være fluen på væggen og kameramanden, når en interessant person skulle interviewes.Efter min professionsbachelor blev metroXpress sammenlagt med BT, og jeg så nye muligheder i bureauverdenen. Jeg søgte et nyt job og sad pludselig i mit første voksenjob på Frederiksberg. Et lille brandingbureau på 7 mand med en vifte af interessante kunder. Jeg sad hos bureauet i 1 år og fik en kæmpe erfaring ved at kombinere alt, jeg havde lært tidligere med et helt nyt perspektiv med marketingbriller. Nu følte jeg mig klar til at komme videre. Jeg søgte efter en unik stilling i en unik virksomhed – og det fandt jeg! Efter et par måneders søgen dukkede der et interessant stillingsopslag op. En iværksættervirksomhed med et unikt ferieboligkoncept, hvor 2 tidligere ejendomsmæglere stod bag. 21 familier ejer sammen 5 ferieboliger i udlandet – deraf navnet på virksomheden 21-5. De søgte en dokumentarist, og jeg vidste feltet var svært. Jeg brugte lang tid på en flot ansøgning og krydsede fingre for at komme til samtale. Heldigvis var jeg blandt de heldige iblandt mange ansøgere og fik jobbet. Jeg sidder stadig hos 21-5 på mit snart 5. år og kan ikke finde en bedre arbejdsplads!"
Q: Hvad ville du gerne være, da du var yngre, og hvordan passer det med det, du laver i dag?
A: "Da jeg gik i 8. klasse, ville jeg gerne være arkitekt. Jeg husker, jeg kom i praktik hos Schmidt Hammer Lassen Architects og fik til opgave at designe et sommerhus. Jeg brugte 1 uge på at designe og skitsere en plantegning og til slut bygge huset som en model. Det er ret sjovt at tænke på, for i dag sidder jeg og laver branding & marketing for et ferieboligkoncept, som netop sælger ”sommerhuse” i udlandet. Det største projekt på mit arbejde var at redesigne vores website https://www.21-5.dk. Det lyder måske ikke slemt, men det er et stort site med rigtig mange sider. Der er lagt mange timer og meget kærlighed i det site fra min side. Det er jeg rigtig stolt af i dag."
Q: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud som Dokumentarist hos 21-5?
A: "En typisk arbejdsdag for mig byder på podcast og en tur på Motorring 3 for at lande på det hyggeligste kontor i Hørsholm. Her møder jeg ind og bliver taget glædeligt imod af vores kontorhund og head of security - Musse. En meget madglad svensk gårdhund. Jeg laver en god kop kaffe og sætter mig til rette i min kontorstol. Foran mig på mit skrivebord har jeg 2 store monitors til at navigere rundt i de mange opgaver, jeg til dagligt sidder med. Til at danne mig et overblik over de mange opgaver og idéer, benytter jeg mig af en ReMarkable 2 – det perfekte værktøj til en kreativ multimediedesigner med mange idéer. På mine skærme har jeg ofte flere bolde i luften. Min mailindbakke er det første, jeg åbner. Herefter går jeg i krig med mine opgaver. De består af en bred vifte inden for branding & marketing. Det kan være website-ændringer, design og opsætning af fotobøger eller salgsmateriale, billede- eller videoredigering, klargøring til onlinemøde eller blot udsendelse af nyhedsbreve. Nogle gange sidder jeg med større opgaver, som redesign af website eller en tur på et fly sydpå for at interviewe ejerfamilier.Efter frokostpausen går vi altid en tur med Musse i mit team, hvor vi snakker om alt og intet for at klargøre vores hoveder til resten af dagen. Det er både sundt og hyggeligt. Når jeg arbejder på min plads og arbejdet kræver en ekstra kreativ indsats, så har jeg brug for at sidde i mit eget space og lytte til nogle soundtracks, alt imens jeg folder mine skills ud på min Macbook. Der er både lange og korte dage. Tiden er jeg selv herre over, og jeg elsker det. Jeg ser faktisk ikke mit job som et job med en kedelig arbejdsdag. Jeg ser det som en del af mit liv, og jeg glæder mig altid til at møde ind og lege med vennerne på kontoret."
Q: Hvad er det bedste ved din karriere?
A: "Det bedste ved min karriere er, at mine arbejdsdage aldrig er ens. Jeg elsker at være kreativ og nørde det, som jeg holder allermest af. I marketingbranchen bliver du hurtigt hægtet af, hvis du ikke følger med de i nyeste trends og holder dig opdateret på alle regler. Jeg lærte utrolig meget på KEA, men jeg mener, at man skal se uddannelsen som en teori- og køreprøve - Du lærer først at køre ”bilen”, når du kører i den til hverdag."
DET PERSONLIGE...
Q: Kan du fortælle os en sjov/anderledes ting om dig selv, og hvordan du bruger den i dagligdagen?
A: "Jeg har white house potential!
Tilbage i 2011 startede jeg for sjov en Facebook side op, som hedder Klovn Citater. Kort fortalt er jeg stor fan af sitcom-serien Klovn. På siden delte jeg små sjove citater og klips fra serien og filmene. Den blev utrolig populær med årene og voksede med mange tusinde følgere. I dag bruger jeg dagligt Instagram, Facebook og TikTok til at dele de sjove klip for at glæde andre Klovn fans. Da Frank og Casper offentliggjorde sæson 7 mange år efter sæson 6 sluttede, så jeg muligheden i at få en lille rolle i Klovn. Jeg kontaktede Casper over Instagram og fik en lille rolle som kistebærer. Det største øjeblik for mig var, da Frank og Casper hev mig til side for at takke mig for det arbejde, jeg laver. Det billede som blev taget af os alle 3 sammen, er jeg ret glad for den dag i dag."
Q: Hvad er din favoritbog at læse eller podcast at lytte til?
A: "Jeg læser ingen bøger, men jeg hører rigtig mange podcasts. Hvis jeg skal anbefale de bedste, vil jeg helt klart highlighte de fleste serier fra Third Ear, Flyvende Tallerken, Genstart, Op af Kaninhullet, Han Duo og Hva så?!"
Q: Hvilken personlig præstation er du mest stolt af, og hvorfor?
A: "Da jeg gik min første Mammutmarch helt alene. Kort fortalt skal du gå 100 km. indenfor 24 timer. Det var klart et af de hårdeste døgn, jeg husker. Jeg gik den på 21 timer og 52 minutter. Det var både fysisk og især psykisk hårdt. Jeg gav den et forsøg igen sidste år og nåede desværre kun 81 km. – men det er nok ikke sidste gang, at jeg går den. Kæmpe anbefaling herfra."
Q: Hvis du kunne vælge at gøre hvad som helst i løbet af én dag, hvad ville du så vælge at gøre, og hvorfor?
A: "Så ville jeg placere mig på kanten i Arsenal og rundbarbere alle de store stjerner i Premier League."
Q: Hvis du kunne spise middag med fire personer, levende eller døde, hvem ville du så vælge, og hvorfor?
- Min far – Jeg mistede ham, da jeg kun var 19 år gammel, og det ville stort at spise en middag med ham og gøre ham stolt.
- Christian Bale – Efter min mening den største skuespiller i verden. Selvfølgelig skal han spise med for at gøre sig klar til sin næste rolle.
- Thierry Henry – Den største Arsenal legende nogensinde, som helt sikkert ville kunne underholde bordet med nogle sjove fodboldanekdoter.
- Casper Christensen – Danmarks største entertainer, som ville krydre bordet med en stor portion underholdning."
Q: Hvilket godt råd vil du give KEA studerende eller andre KEA Alumne?
A:"Lad vær med at stresse over din fremtid. Ting sker af en årsag. På de år jeg har været i 21-5, har jeg lært, at der altid sker de ting, der skal ske. På med ja-hatten og glæd dig over livet. Gør altid det, som gør dig glad uden at træde på andre. Se hele livet som en lang uddannelse og dygtiggør dig i det du brænder for.Til slut vil jeg slå en streg for, at de personer som sidder tilbage på plejehjemmet med de bedste historier. Det er dem, som har vundet i livet.