Når resten af Danmark begynder at ramme arbejdspladserne ved 09:00 tiden, så har Rasmus allerede været på arbejde i 3 timer og er klar til at være på over for sine medarbejdere og kunder, og hjælpe dem med deres opgaver. Sådan fungerer dagligdagen for Rasmus, som er direktør og partner hos Twentyfour & Triptale.
December 2021: Rasmus Bjørn Aagaard - Multimediedesigner + Digital Konceptudvikling
Rasmus Bjørn Aagaard er uddannet som Multimediedesigner og e-concept udvikler i 2021. I dag er han Direktør og Partner hos Twentyfour & Triptale. Vi har snakket med ham om KEA og karrieren.
Q & A:
DEt OM KEA...
Q: Hvordan vil du beskrive KEA med ét ord?
A: "Relevant."
Q: Hvad var dit yndlingsmodul og/eller din yndlingsunderviser?
A: "Min yndlingslærer var/er helt klart Lau Sommerfeldt. En fantastisk positiv og sjov mand med en krøllet og spændende hjerne. På daværende tidspunkt havde jeg rigtigt meget fart på, og var dermed ikke altid så god til at allokere tid til at sætte mig grundigt ind i alt det læsestof, vi skulle igennem. Især Lau havde for vane at give os nogle lange og ret kedelige skriv for i lektier, som vi skulle pløje os igennem - For at være ærlig så underviste Lau os faktisk i nogle af de aller kedeligste fag, jeg synes vi havde på KEA (undskyld Lau). Men til hans store cadeau formåede han at gøre materialet interessant og jeg gjorde det til en vane at være til så mange af Lau’s lektioner som muligt, så jeg alligevel kunne få det tunge materiale ind i knolden. Jeg tror udmærket, at Lau kunne fornemme, at jeg ikke fik læst så meget på lektierne, men vi kompenserede sammen ved at jeg fik lov at stille dumme spørgsmål og Lau så forklarede det, så jeg fangede budskabet - en glimrende konstellation. Lau og jeg har stadig kontakt den dag i dagMit yndlingsfag/modul var klart de fag, der havde med forretning at gøre - det var primært på Top-up’en (e-concept development), at vi havde de fag. Jeg kan ikke præcist huske, hvad de moduler hed, men vi havde en masse undervisning i praktisk know-how omkring det at drive en online og digital forretning. Vi havde en række af super seje undervisere, der havde rigtig erhvervserfaring, og de fleste af dem havde virksomheder på sidelinjen. Det var helt klart ved at snakke og sparre med dem, at jeg fik blod på tanden til at gå all-in på mine egne forretninger. Jeg havde på det tidspunkt allerede gang i to virksomheder. En Webshop hvor jeg solgte DVD’er og BluRays og et lille digital bureau, hvor vi bl.a havde Roskilde Festival som kunde."
Q: Hvad er dit yndlingsminde fra KEA? F.eks. En sjov historie fra dine studier på KEA.
A: "Der er virkelig mange gode stunder og minder, når jeg tænker tilbage, så det er ret svært at vælge én enkelt, der skiller sig ud. Jeg er generelt ret god til at skabe netværk og sociale relationer, så jeg havde virkeligt fart på, da jeg gik på KEA, da der var så mange spændende mennesker, jeg skulle lære at kende. Hvis jeg skal vælge ét minde, så må det være vores studietur til Berlin, der var dælme knald på og vi havde et brag af en tur!"
Q: Hvis du kunne gå tilbage i tiden og ændre en ting fra dine studier på KEA, hvad ville det så være og hvorfor?
A: "Jeg ville ikke ændre så meget. Jeg synes, tiden fløj afsted, og jeg havde det fantastisk. Jeg kunne måske have været bedre til at åbne bøgerne, vi blev undervist i, men for at være ærlig så tror jeg ikke, det havde gjort den store forskel for, hvor jeg er nu."
DET KARRIERE-RELATEREDE...
Q: Hvad var dit første job efter dimissionen fra KEA og hvordan fik du det?
A: "Well, jeg har altid haft tårnhøje ambitioner for mit karriereliv, og da der ikke var nogen, der gad at ansætte en 26 årig som direktør for deres firma, så måtte jeg jo lave min egen biks og starte på den måde, hvilket jeg gjorde allerede da jeg studerede som Multimediedesigner. Jeg spillede på flere heste og kørte både et lille kreativt digital bureau sammen med nogle seje mennesker og havde et konsulentjob for Lundbeck, hvor jeg rejste rundt i Europa og byggede digitale installationer på store kongresser og messer."
Q: Hvad ville du gerne være da du var yngre og hvordan passer det med det du laver i dag?
A: "Jeg passer vist ikke rigtigt ind i normale rammer. Det er i grunden ret tilfældigt, at jeg er endt med at lave det, jeg laver nu her. KEA var helt sikkert en faktor for, at det blev i den digitale retning, men det lå bestemt ikke i kortene, at jeg skulle ende som direktør for et af DK’s førende software- og udviklingshuse og levere digitale løsninger til de største danske virksomheder.
Efter Gymnasiet havde jeg et par sabbatår og arbejdede med en masse forskellige ting for at finde ud af, hvad jeg skulle lave. Siden jeg var helt lille havde jeg altid haft en drengedrøm om at skulle gøre karriere indenfor militæret, og jeg drømte i mange år om at blive helikopterpilot. Jeg har altid været god til at lede og fordele og sætte en retning for de mennesker, jeg omgiver mig. Jeg føler mig skarp, når jeg kan få lov til at være ham, der tager teten. Så jeg tænkte, mit drømmejob måtte være at blive officer i hæren. Derfor blev jeg forhåndsgodkendt som sergent, inden jeg meldte mig som værnepligtig. Helt konkret betød det, jeg automatisk ville blive gruppeleder under den sergent, jeg skulle være i gruppe hos, og dermed starte på mit ledelsesforløb allerede som rekrut.
Det blev dog til en lynkarriere i militæret hos Jyske Dragonregiment i Holstebro. Det militære system var desværre lidt en skuffelse for mig. Det var for rigidt og jeg syntes ikke, de ting vi skulle lave, gav mening; det gik for langsomt og jeg havde brug for mere ansvar end jeg følte, jeg fik der. Så efter min basisuddannelse stoppede min militærkarriere. Når jeg ser tilbage nu, så kan det ærgrer mig, at jeg ikke holdt fast og gennemførte sergentuddannelsen. en konkret ledelsesuddannelse havde 100% været nyttig i min karriere som leder. Faktum var bare, at jeg dengang havde for meget krudt i røven og min tålmodighed var en anden, end den er i dag. Der var masse af de ting, vi lavede, der gav mening, jeg kunne blot ikke se det på det tidspunkt, jeg var der. Take-awayen må være, at nogle gange så skal man kontrollere sin iver og holde ved og knokle på - det er ikke altid, det større billede giver mening, før man kan sætte det ordentligt i perspektiv. Det kaldes vist også - at blive voksen ;-)"
Q: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud som direktør hos Twentyfour?
A: "Som Direktør for Twentyfour har jeg aldrig ens dage, alle dage ser lidt forskellige ud. Men en typisk dag starter ved, at jeg rammer en computer ca. kl. 06:00. Jeg er aller skarpest om morgenen, og der er jeg som regel super effektiv i de første 3-4 timer på dagen. I den tidsperiode går jeg som regel i krig med noget, jeg skal fordybe mig lidt i fx denne her artikel, eller jeg løber igennem mine e-mails. Når resten af DK begynder at ramme arbejdspladserne ved 09:00 tiden, er jeg klar til at være på over for mine medarbejdere og kunder, og hjælpe dem med deres opgaver.Fra 09:00-15:00 er dagen som regel fyldt op med møder med alle mulige slags mennesker. Det er fx kundemøder, interne møder med medarbejdere, sparringsmøder med mit netværk og alt ind imellem det.
Som direktør har jeg jo det endelige ansvar for alt. Jeg er last man standing så at sige, så hvis der noget, hvor vores firma fejler, så er det i sidste ende mig, der har fejlet. Den risiko har jeg det fint med, men da jeg også gerne vil have vi har succes så betyder også at jeg er nødt til at tage ejerskab omkring alting - også de ting jeg evt ikke selv har sat i gang. Jeg går meget op i at have fingeren på pulsen på alle de forskellige dele af vores forretning, så meget som det er muligt. Det er dog også vigtigt, jeg ikke bliver en showstopper eller flaskehals for dem, der sidder i de forskellige afdelinger af vores forretning. Det handler om, at sørge for at de har, hvad de skal bruge for at løse deres arbejdsopgaver, de er jo eksperter inden for deres område. Heldigvis har jeg et fantastisk lederteam under mig, der hjælper mig med at alle fra hele vores forretning arbejder i den rigtige retning. Min fornemmeste opgave er egentligt bare at sørge for at spille dem gode, og sørge for de har, hvad de skal bruge for at løse de missioner, vi sammen er på."
Q: Hvad er det bedste ved din karriere?
A: "Min frihed - jeg bestemmer selv, hvordan min hverdag skal se ud. Derudover så lever jeg af at snakke med mennesker og dele ud af min viden omkring hvordan man bygger digitale løsninger. Det elsker jeg og det er super fedt, jeg får energi af at snakke med mennesker. Hver dag ser forskellig ud, og det er det, jeg elsker allermest. Derudover er det bedste ved min karriere, at jeg kan kombinere alt det, jeg har lært undervejs gennem hele min karriere i mit nuværende job. Jeg elsker at udvikle vores egen og vores kunders forretninger, der er altid noget, vi kan blive bedre til. Det allerbedste er, når det hele kulminerer, og jeg kan se, at de planer, jeg har lagt sammen med mit team, bliver eksekveret og vores mission lykkes. Det er mega tilfredsstillende."
DET PERSONLIGE...
Q: Kan du fortælle os en sjov/anderledes ting om dig selv, og hvordan du bruger den i dagligdagen? F.eks. En kompetence eller en ting kun få kender til.
A: "I kan få 3 ting om de er anderledes eller sjove må i selv vurdere men der er i hvert fald karakteristiske for mig.
1: Jeg står (meget) tidligt op - også i weekenden!
Mit vækkeur ringer første gang 04:45 - når den ringer anden gang (ja jeg Snoozer altid én gang for lige at minde vækkeuret om, hvem der bestemmer) er jeg ude af sengen. Jeg er vildt effektiv om morgenen, når jeg lige har fået den første kop kaffe. Jeg når ofte mere på de første 3-4 timer, end jeg gør på resten af dagen. Når resten af det “normale DK” sætter sig ved tasterne for at starte deres dag, så er jeg allerede 3 timer foran dem - det, synes jeg, er ret fascinerende at tænke på.
2: Jeg er vanvittigt stædig og ihærdig
Mine nære venner og familie, der kender mig godt, er formentligt mindre begejstrede for dette karaktertræk, da det ofte ender ud i, at jeg knokler igennem på et eller andet åndssvagt projekt, som de fleste havde droppet og opgivet længe før det går op for mig, at der måske er en smartere og mere lige vej til at få opgaven løst. De fleste der er tæt på mig vil nok også opleve en enkelt ophedet diskussion omkring et eller andet ligegyldigt - for hvis der er noget, jeg har sat mig i hovedet, der skal være på en bestemt måde, så skal der meget til at ændre mit synspunkt.
Forcen ved min stædighed er dog, at hvis jeg sætter mig noget for, der skal lykkes - så gør det det som regel også. Uanset hvordan jeg så kommer i mål. “Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene” - det udtryk er 100% mig. Jeg har aldrig været den klogeste og mest boglige i skolen, så fx med matematik, har jeg virkelig måtte knokle for at følge med. Til gengæld så har jeg et tempo (ihærdighed/energi) som jeg tror mange er misundelige på når jeg først kommer op i omdrejninger. Jeg har ikke rigtigt en stop-knap, så hvis der er noget, jeg sætter mig for, skal plejer det at lykkes - også selvom jeg formentligt får lidt knubs på vejen til målstregen..
3: Konkurrenceminded
Jeg er den dårligste vinder og den værste taber - jeg kan være forfærdelig at være i nærheden af når jeg vinder. Som udgangspunkt er jeg god til ALT. Det kan godt være, det faktuelt ikke forholder sig sådan, men det kan mit hoved og ego ikke finde ud af. Hvis der er nogen, der udfordrer, så er jeg klar, uanset hvad det er, vi skal!"
Q: Hvad er din favoritbog at læse eller podcast at lytte til?
A: "Jeg læser rigtigt mange bøger og Extreme Ownership - How U.S. Navy Seals Lead and Win er stadig en af mine absolut favorit bøger. Stod det til mig, så skulle alle mennesker læse bogen og undervises i de principper omkring ledelse og grund konceptet “at tage ejerskab over alt omkring sig selv” som forfatterne Jocko Willink og Leif Babin skriver om i bogen.
En podcast jeg altid kan holde ud at lytte til er Her går det godt podcasten Med Esben Bjerre og Peter Falktoft, de to gutter er for sjove og jeg elsker at få mine dagligdags nyheder igennem dem. Deres humor og sarkasme er lige i min boldgade. Hvis jeg skal hente inspiration, så elsker jeg at tune ind på The Tim Ferris Show, hvor der altid er et godt og spændende interview med et inspirerende menneske."
Q: Hvilken personlig præstation er du mest stolt af, og hvorfor?
A: "Bum den var værre - jeg tror det må være det, at jeg altid forsøger at være mig selv. Jeg har for længst opgivet at skulle please andre, det orker jeg ikke at bruge min tid på. Derudover så er jeg god til at holde mit netværk og venskaber ved lige - det synes jeg mange glemmer, når de stifter familie og kører karriereræs. Jeg forsøger altid at være tilgængelig for alle, der måtte have lyst til at være sammen med mig."
Q: Hvis du kunne vælge at gøre hvad som helst i løbet af én dag, hvad ville du så vælge at gøre, og hvorfor?
A: "Jeg ville arrangere et kæmpe event for alle mine venner, familie og netværk og samle dem alle sammen til en serie af fede ting og aktiviteter, vi sammen skulle igennem på dagen. Lidt festival-agtigt, bare mere med sport og konkurrence, mad og og hygge."
Q: "Hvis du kunne spise middag med fire personer, levende eller døde, hvem ville du så vælge, og hvorfor?"
A: "Arnold Schwarzenegger. Stephen King. Ant Middleton. Kronprins Frederik. Årsagen er simpel - wauw nogle vilde, sjove og mærkelige samtaler vi ville få ved den middag! :-D"
Q: Hvilket godt råd vil du give KEA studerende eller andre KEA Alumne?
A: "Gå all-in på jeres mavefornemmelse - uanset hvad det så måtte være og hvor den må føre jer hen. Det er en af de få ting, der aldrig har svigtet mig. Sørg for at optimere alt hvad du kan optimere omkring dig selv og din hverdag, således at du kan bruge krudtet på det, der virkeligt betyder noget for dig. Sørg for at omgive dig med mennesker, der bidrager med positive ting i dit liv. Skær dem fra, der dræner din energi og som får dig til at afvige fra der, hvor du skal hen!"