Da Alicja Biala dimitterede fra Sustainable Fashion på KEA, blev hun optaget på det prestigefulde Royal College of Art. En enestående, men også dyr mulighed. Nu tilbyder hun sin kunst til gengæld for funding.
Da Alicja Biala gik på KEA, var hun i finalen til Designers Nest, arbejdede for Anne Sofie Madsen og udstillede sin kunst i hele Europa. Senest har hun udstillet i Mexico og taget USA med storm.
”Intet er vigtigere end mit arbejde. Det er en konstant indre kamp for hele tiden at blive bedre og bedre. Det er svært at komme ind på Royal College of Art, men det skulle være endnu sværere at blive. Og det passer mig fint. Så holder alle sig skarpe,” siger Alicja Biala.
Trods udmærkelserne indenfor design er hun mest kendt for sine illustrationer og kunst.
”Royal College of Art er rangeret som den bedste kunstskole i verden, og det er en enorm ære at blive udvalgt - jeg er dybt taknemmelig for denne mulighed,” siger Alicja Biala, som har lagt så mange penge til side, som det har været muligt. Men de årlige såkaldte ’tuition fees’ er en udfordring. Så hvad gør en selvstændig kvinde, der altid har klaret sig selv? Hun indser, at hun må række ud. Så nu har hun startet en crowd funding-kampagne, hvor hun tilbyder sin kunst til gengæld for bidrag til de årlige udgifter til betaling af uddannelsen, som er £10.000 pund per år.
”Jeg fik et residency og boede i Los Angeles i seks måneder for nylig. ALLE mine "nye" venner foreslog mig, jeg skulle prøve crowdfunding til gengæld for min kunst.”
Hvorfor er det vigtigt at støtte en kunstner?
”Kunst er afgørende for at bevare kulturudviklingen og giver os alle mulighed for at udtrykke os. I sidste ende er kulturen alt, der er tilbage efter at store civilisationer er væk. I sidste ende er det alt, hvad der adskiller os fra dyr - vi er i stand til at skabe komplekse kreative ideer. Det fortjener støtte.”
Du kan se Alicja Bialas kunst her alicjabiala.com og på Instagram.
Se kampagnen her: https://www.gofundme.com/BialagoingtoRCA