I dag er en god dag for den danske og internationale byggebranche. KEA øger nemlig optaget med 17 procent, og det betyder flere dimittender med digitale og bæredygtige kompetencer, som er så eftertragtede hos virksomhederne.

Der er godt gang i byggeriet, og de ansøgere der kommer med et svendebrev i bagagen, er der masser af arbejde til i forvejen, og alligevel vælger de at videreuddannes sig på KEA.

”Der er gode jobmuligheder - dimittenderne på KEAs byggeuddannelser er eftertragtede. Det vi hører fra virksomhederne er, at det er effektfulde uddannelser – de studerende bidrager og tjener penge til virksomhederne fra dag 1,” siger uddannelseschef Anders Østerby.

”Vores dimittender kommer ud med særligt nogle digitale kompetencer, og de er skarpe til at koordinere og kommunikere. Der er brug for nogen, som har overblikket på byggesagerne, og vores dimittender er meget trænede i at forenkle komplekse sammenhænge - og det er en savnet kompetence rigtig mange steder.”

Og det bakkes op af Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri:

”Det er ingen tvivl om, at byggebranchen mangler dygtige byggeledere, og det behov udfylder både bygningskonstruktører og byggekoordinatorer. Det er spændende uddannelser, som har fokus på det, som betyder meget for unge mennesker, nemlig bæredygtighed. De kan gøre en forskel – også i byggebranchen, hvor de kommer ud med nye kompetencer, ikke mindst digitale, som er efterspurgt af virksomhederne.”

Og bæredygtighed var noget af det den nye Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen lagde særligt vægt på ved dette års optag. Hun følger de videregående uddannelser, der understøtter den grønne omstilling, med interesse:

”Vi har som regering sat os som mål at være den mest ambitiøse klimaregering. Vi har brug for studerende, der dykker ned i den grønne omstilling og finder nye bæredygtige løsninger.”

Og her er KEAs byggeuddannelser ikke enestående - samtlige af KEAs designuddannelser er tilrettelagt ud fra 360 grader bæredygtighed. Ligesom en uddannelse som fx Energiteknolog handler om energioptimering og dermed en nedbringelse af Co2-forbruget.

image1Igen i år steg andelen af kvinder på KEAs byggeuddannelser. På den danske bygningskonstruktør er 21 procent af de optagne kvinder, mens det er hele 40 procent på den internationale bygningskonstruktøruddannelse og 27 procent på Byggekoordinator.

En af dem er Kamilla Kranker. Med et snit på 11 kunne hun vælge og vrage mellem uddannelser, og hun overvejede da også dyrlæge, men i sidste ende blev det Bygningskonstruktør:

”Det er bygningerne og hele bygningsaspektet, der har min interesse, og jeg skal være glad i det, jeg laver”.

De såkaldte STEM uddannelser, som er en engelsk forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics har særlig politisk bevågenhed. På landsplan steg optagelsen med 1 procent, mens den på KEA steg med seks procent.

Der er stadig ledige pladser på nedenstående uddannelser. Læs mere på KEA.dk