Smykker inspireret af naturen og vintage-tøj med bohemian Budapest-tema. De to KEA-studerende bag Nordic Adorn og WELLHONESTPREOWNED er på Bæredygtigt designmarked.

Julen er en forbrugsfest, men der er mange muligheder for at gøre den til en bæredygtig en af slagsen. En af dem er Bæredygtigt Designmarked som afholdes 24-25. november i Nordhavn, København med alt fra lamper til tekstiler, mode, smykker og livsstilsprodukter.

Sophia Slot, som står bag Nordic Adorn, kommer til at være på markedet med hendes første kollektion. Smykkerne er inspireret af naturens geometriske mønstre. Nordic Adorn bygger på værdierne omkring Slow-fashion, som er en bæredygtig tilgang til mode. Produkterne produceres lokalt i små oplag, og Nordic Adorn bruger omsmeltet guld fra lokale urmagere og smykkeproducenter.

Julie Blyitgen Jacobsen, studerende på PBA i Sustainable Fashion på KEA, er på markedet med Wellhonestpreowned's vinterkollektion, som er med inspiration i boheme- byen Budapest i Ungarn. Kollektionen er opdelt i to universer: Budapest & hungarian art og The Grand Budapest. Det meste af kollektionen er hentet hjem fra den østeuropæiske storby, som hun besøgte i oktober. Kollektionerne er sammensat på tværs af årtier, størrelser og tendenser, men danner i sammenhæng en fin rød tråd. WELLHONESTPREOWNED ER EN GENBRUGSBUTIK med speciale i tøj i lækre kvaliteter som uld, silke og bomuld. 

Værdien af netværk

Julie og Sophia er en del af KEAs iværksætter inkubator Ignite. Sammen med blandt andre ANNE BJERGSKOV HJORT, DER DESIGNER TASKER, Frederikke, der også laver smykker og Freja, der laver bæredygtigt og plantefarvet tøj på Bali – hvilket du snart kan læse mere om her på KEA.dk - har de et netværk, som har stor betydning.

"Når iværksætterne på KEA, for eksempel i Ignite, indgår i et netværk, handler det ikke bare om sparring, gode råd og én at dele kaffepausen med, selvom det er nok så vigtigt. Der er noget langt større på spil, som handler om, at de møder en rejsepartner i hinanden. Lidt ligesom backpackeren, der møder andre ligesindede på sin vej gennem Indonesien - der er en anden umiddelbar forståelse og 1:1 spejling af situationen, end hvis man ringer til familie og venner,” siger Gunnar Näsmann, udviklingskonsulent i Forskning & innovation på KEA.

Og det kan Julie Blyitgen Jacobsen nikke genkendende til:

”Det handler meget om at dele gode oplevelser, nederlag, opture, does and dont's, erfaringer og kontakter, daglig sparring og dialog. Som ejer af en enkeltmandsvirksomhed er man alene om alt - alle beslutninger og alle nederlag - så det at have et netværk, et fysisk sted, en mentor og somme tider også en skulder at græde ved betyder, at man kommer igennem udfordringer og benspænd. De fungerer lidt som kollegaer, og i dette tilfælde føler jeg mig meget heldig ved at have fået nogle helt fantastiske af slagsen,” siger Julie Blyitgen Jacobsen.