An og Pernille gjorde brug af KEAs start up-tilbud og grundlagde Cham Lo, som både er deres eget bæredygtige brand og en konsulentvirksomhed – nu rådgiver de modebranchen om 3D og andre bæredygtige produktionsformer.

Da An og Pernille gik på Sustainable Fashion på KEA, var de i New York på studietur. En tur de havde glædet sig sindssygt meget til, fordi de skulle rundt og besøge modevirksomheder, som brugte 3D-programmet CLO til at designe og lave digitale kollektionsprøver i. Et program de kendte godt, og var rigtigt hooked på, fordi de havde et valgfag om netop CLO, og de nye digitale design- og produktionsværkstøjer, som har den store fordel, at de kan spare materialer, transport, fragt og tid.

Men mens de var derovre, kom en lille ting kaldet Corona. Så alt blev aflyst, og de fik travlt med at komme hjem:

3”Vi ville begge gerne i praktik i New York, men det kunne vi godt se, at det kom nok ikke til at ske. Vi har begge arbejdet i modebranchen før, så vi tænkte ’okay, vi kan da også prøve at starte vores eget. Vi synes 3D gav fede muligheder, og vi delte en fælles passion for bæredygtighed, og hvordan man kan gøre tingene på en anderledes måde,” siger Pernille Andersen.

Hun og An Lo grundlagde Cham Lo og gik i iværksætterpraktik med deres virksomhed.

Virksomheden står på to ben: Det ene er bæredygtig mode som er made to order, hvilket betyder, at tøjet først produceres, når det er solgt – ingen overproduktion, intet udsalg og intet spild. Og så kan man få repareret sit Cham Lo, hvis det går i stykker, og man kan også levere det tilbage, hvis man ikke ønsker at beholde det længere.

”Det er meningen, at man skal beholde det resten af sit liv. Det skal holde og ikke være så modebaseret. Vi vil rigtig vise, at man kan lave mode, som ikke er så belastende for kloden, og vi vil gerne putte værdi tilbage i tøjet,” siger Pernille Andersen.

Og det leder til virksomhedens andet ben. For de vil nemlig gerne hjælpe andre modevirksomheder til at komme i gang med at bruge blandt andet CLO.

”Vi vil gerne gøre det til en nøgleressource, og hjælpe andre med hvordan de kan bruge det til at skabe mere bæredygtighed i deres virksomhed. Vise dem, de andre måder man kan producere på.”

Projekt for Hummel

De blev færdige med deres bachelor i Sustainable Fashion i februar, og den 27.august er Pernille og An inviteret til at tale på Consious Fashion Fair, hvor de skal fortælle om Cham Lo, og hvordan man kan komme til at arbejde mere bæredygtighedt som modevirksomhed.

De har også kørt et projekt for Hummel, som de blandt andet lavede en capsule kollektion for:

”Det var spædendende at se, hvilke udfordringer, de havde – det kan godt være svært at få en hel virksomhed til at gøre tingene på en anden og helt ny måde. Men det fungerede rigtig fint, og vi fik lavet gode prøver til dem i CLO og vist dem en avatar i bevægelse,” siger Pernille og refererer til, at på sigt vil Cham Lo og mange andre brands gøre det muligt, at du kan lave en avatar, der har dine præcise mål, så du kan prøve tøjet med den og se præcis, hvordan en kjole eller et par bukser vil sidde på dig.

”Det var KEA, der introducerede os for 3D-produktion, og vi har i det hele taget fået en masse spændende værktøjer til, hvordan man kan arbejde med bæredygtighed, og hvad man skal gøre sig af overvejelser. 3D har været det allerfedeste, og det, der har inspireret os allermest,” siger Pernille.

Hun og An fik også stor hjælp og sparring i KEAs Start Up Lab og NEH.

”Det har været rigtig fedt, at der var så mange forskellige mentorer og eksperter, vi kunne trække på. Når man skal starte en virksomhed, er der mange – også helt lavpraktiske ting – man ikke ved, og som kan være super svært som fx CVR-nummer og en bankkonto til firmaet.  For os har det været en kæmpe hjælp og super fedt at kunne snakke med de forskelige mentorer og få hjælp og sparring.”

For An og Pernille kunne det ikke være anderledes, end at de skulle være selvstændige:

”An har arbejdet som designassistent, og jeg har været skodesigner, og vi har begge set, hvordan modebranchen fungerer, og hvordan det bare handler om salg og at tjene en masse penge rigtig hurtigt. Det er ærgerligt - vi vil meget hellere lave et fedt produkt, som belaster mindre.”

Se mere her