Mie fik sat al sin faglighed fra Produktionsteknolog i spil i sin praktik hos Louis Poulsen og bidrog med stor værdi til designvirksomheden, som omvendt inddrog hende 100 procent og bogstavligt talt tegnede hende ind i organisationsdiagrammet. Derfor er Mie og Louis Poulsen nomineret til Årets KEApraktik.

Et godt stykke inde i praktikken sagde Mie en dag til sin afdelingschef, at hun var begejstret over, at afdelingen arbejdede fuldstændig efter bogen. Hvortil han med et smil på læben svarede, at det var han glad for at høre, men at de ikke arbejdede efter en bog. Tværtimod:

Mie”Det gik op for mig, at det er omvendt - undervisningen på KEA er tilrettelagt efter virkeligheden,” siger Mie Simonsen.

”Jeg kan ikke få armene ned over, hvor relevant forløbet har været. Stort set alt, jeg har lært på KEA er kommet i spil på den ene eller anden måde. Der er ikke gået en dag hos Louis Poulsen, uden at jeg har sat min faglighed i spil. Selv viden, som jeg tænkte, at jeg nok aldrig fik brug for. Jeg har kunnet tale med om alt fra projektplanlægning og brugerperspektiv til vakuumstøbning, slipvinkler og afgørende faktorer for kostpris.”

Undervejs i studiet på Produktionsteknolog har Mie arbejdet med konceptudvikling og konstruktion. Og lært om materialevalg, fremstillingsmetoder og virksomhedsteknik. Blandt meget andet.

”Fra i starten at være bekymret for, om jeg havde den nødvendige faglige kunnen, er jeg under forløbet blevet bekræftet i, at KEA har givet mig et solidt grundlag for at kunne begå mig i branchen,” siger Mie Simonsen og giver et eksempel på det:

”Under et møde hos Louis Poulsen skulle vi beslutte, om et fatningshus skulle fremstilles ved dybtrækning, drejning eller støbning. Med afsæt i min viden fra studiet om fremstillingsmetoder ved anvendelse af forskellige slags metaller kunne jeg komme med input og forslag.”

Mies chef har fra begyndelsen givet hende oplevelsen af at arbejde som udviklingsingeniør på lige fod med resten af udviklingsteamet. Hun har deltaget i brainstorms, udviklingsmøder og blev endda skrevet ind i organisationsdiagrammet. Hun har haft møder med en masse medarbejdere fra forskellige afdelinger - både i Danmark og USA – samt ugentlige statusmøder med chefen:

”Det var tydeligt fra starten, at det var vigtigt for ham, at jeg - i tråd med KEAs vision - ikke bare skal vide, jeg skal kunne,” siger Mie Simonsen.

Hun fik en helt konkret opgave, som Louis Poulsen længe havde ønsket en løsning på, nemlig udviklingen af et standardiseret loftbeslag til alle virksomhedens lamper. I den forbindelse lavede hun en grundig dataindsamling, som virksomheden ellers ikke har tid til. Herefter afholdt teamet brainstorms, hvor de både individuelt og i fællesskab udviklede en masse forskellige koncepter. Efterfølgende har Mie arbejdet med konceptudvælgelse med udgangspunkt i opstillede kriterier, skitsering, tolerancesætning, 3d-modelering, fysiske modeller lavet med en 3D-printer, test, dokumentation og gennemgang af egnede produktionsmetoder.

Og Mies arbejde er helt bogstaveligt af kæmpe værdi for designvirksomheden:

”Vi har 30 forskellige lampe-baldakiner, som det hedder. Hvis vi kan lave et universelt beslag, kan vi spare mange penge og skal kun have en vare på lager, men det kræver at vi kan udvikle et stykke mekanik, som gør det muligt. Det er fedt at få én som Mie ind, der er så dygtig og engageret og som kan fordybe sig, og ikke fiser rundt til højre og venstre, som vi andre. Det kan være Mies arbejde munder ud i en løsning, det kan også være det viser sig, at det ikke kan svare sig, men uanset hvad, så har vi fået afklaring, og så behøver vi ikke at snakke mere om det i Louis Poulsen,” siger R&D-afdelingschef Alex Møller.   

Alle i afdelingen har fokus på udvikling, og der er hele tiden blevet lyttet og vist interesse for de forslag og inputs, Mie er kommet med:

”Det er blandt andet blevet besluttet, at Louis Poulsens produkter skal udvikles med større fokus på miljøet. Det rejser en masse problemstillinger med blandt andet valg af materialer, da eksempelvis genbrugsmaterialer ikke har de samme egenskaber som nye materialer. Det kan f.eks. give mindre opacitet, som så ændrer lysets spredning. Jeg foreslog at anvende materialeudvælgelsesprogrammet ’Granta’, som jeg har anvendt flere gange under studiet. I konceptudvælgelsesfasen foreslog jeg også at udarbejde et scoringssystem, hvor koncepterne kan sammenlignes og vægtes efter opstillede kriterier,” siger Mie Simonsen.

Omvendt har virksomheden givet hende et struktureret forløb med mange muligheder for udvikling: ”De har udvidet min horisont. Jeg har blandt andet lært vigtigheden af altid at være åben for alternativer frem for hurtigt i en proces at fastlåse sig i en bestemt retning. Louis Poulsen har ikke alene beriget mig med en helt igennem suveræn praktikperiode fyldt med faglig udvikling og nye bekendtskaber, jeg er også blevet bekræftet i mit studievalg. Jeg brænder for produktudvikling, og mættet af oplevelser og indtryk er jeg sulten som aldrig før. Sulten efter mere.”

FAKTA om Årets KEA-praktik
• Det er de studerende, der indstiller deres praktikophold
• Forløbet vurderes ud fra tre kriterier: personlig og faglig udvikling, den sociale oplevelse og evnen til at forvandle viden til værdi
• De studerende skal have været i praktik i efteråret 2020 eller foråret 2021
• De nominerede bliver offentliggjort medium april og vinderen kåres den 22. april
• Vinderen af Årets KEApraktik kåres af en jury, der består af danske erhvervsledere

• Vinderen går videre til den nationale konkurrence den 10.maj, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.