Albert er uddannet møbelsnedker og har sejlet verden rundt med Kongeskibet og Fregatten Willemoes som skibssnedker og dykker. Men uddannelsen til produktionsteknolog er som skabt til ham og hans drømme.

”Hvorfor har jeg ikke opdaget den noget før?!” tænkte Albert van Wylich-Muxoll, da han læste om uddannelsen til produktionsteknolog på KEA.

 Lige siden folkeskolen har han vidst, at han ville skab noget. Så da alle hans venner skulle på gymnasiet, kunne han ikke se, hvorfor han skulle det, for han ville jo gerne skabe og ikke kun læse.

Første tanke var smed, men så foreslog hans mor snedker – for træ ville da være meget federe at arbejde med.

”Og hun havde ret. Det var fantastisk at arbejde med træ, og jeg elskede uddannelsen. Men jeg var meget ung, da jeg var færdiguuddannet, og jeg havde ikke lyst til at stå på et værksted resten af mit liv – jeg ville gerne ud at opleve noget,” siger Albert van Wylich-Muxoll, som derefter arbejdede et års tid på Nordisk Film, hvor han blandt andet lavede rekvisitter, inden han blev værnepligtig på Kongeskibet Dannebrog i ni måneder med ansvar for at vedligeholde og reparere alt træværket.

image2”De var ret glade for, at jeg kunne lave alle de ting. Og det var helt fantastisk at være på skibet. Jeg var rundt i hele Danmark, Island og Færøerne og kom tæt på den kongelige familie – hvor tit er det lige, man spiller PlayStation med den kommende konge? Det var i det hele taget en stor oplevelse.”

Efter de ni måneder var Albert van Wylich-Muxoll klar på flere eventyr, så han søgte og fik job på Fregatten Willemoes, hvor han fik ansvar for al inventar og træarbejde. Et arbejde, der de seneste tre år har bragt ham til blandt andet Canada, Shetlandsøerne, Skotland, Riga og Grønland:

”Nogle gange kommer man i havn og har glemt, hvor man skulle hen og må lige spørge ’Hvor er det lige, jeg er?’

Undervejs har han oplevet en masse fede ting og har også fået en dykkeruddannelse. Men Albert van Wylich-Muxolls drøm om at skabe, udvikle og producere er ikke forsvundet.

”Jeg vil gerne kunne pege og sige: ’Det der, det har jeg lavet’.”

Han kendte godt til KEA, fordi han har en masse venner, som har søgt ind og talt rigtig god om uddannelserne. Men Albert van Wylich-Muxoll havde ikke lige overvejet, at KEA også havde noget til ham, før han lettere tilfældigt læste om Produktionsteknolog:

”Jeg tænkte, hvorfor har jeg ikke set det her noget før! Derefter så jeg nogle videoer og deltog i Åbent Hus og hørte mere om uddannelsen – det hele faldt bare på plads. Jeg søgte med det samme, og lige siden har jeg bare gået og krydset fingre for, at jeg kommer ind Det er alt det, jeg synes er fedt. Du kan tone uddannelsen, og bagefter kan du gå ud og arbejde eller tage en top up og studere videre. Og så kan jeg godt lide, at det lader til at være meget forskellige mennesker og typer, der går både på produktionsteknolog og på KEA, som sådan,” siger Albert van Wylich-Muxoll.

Som alle andre får han svar den 28.juli. Og kommer han ind, kan drømmen om at skabe og udvikle og producere for alvor gå i opfyldelse.

”Jeg vil gerne producere møbler eller ting til hjemmet af bæredygtige materialer. Selve produktionsprocessen og materialekendskab kender jeg lidt til i forvejen, men mit indtryk er, at Produktionsteknolog kan give mig mange flere muligheder i den retning, jeg vil i - og måske endda åbne mine øjne for noget helt tredje, når først jeg er kommet igang med uddannelsen.” 

 

Du kan læse mere og søge ind på Produktionsteknolog her.