Ny undersøgelse viser, at KEA Connect har stor eller sågar afgørende betydning for de unges valg af uddannelse. I dag besøgte over 1400 mennesker KEAs åbent hus-arrangement.

To gange om året åbner KEA dørene på Guldbergsgade, og hver gang vælter det ind med unge nysgerrige sjæle – og nogle gange deres forældre – som kommer for at tale med nuværende studerende, undervisere og studievejledere og i det hele taget blive klogere på KEAs uddannelser.

Og det bliver de.

Den seneste Studiestartsundersøgelse viser, at 40 procent af de nye studerende på KEA havde været til Connect forud for deres valg af uddannelse. Og her var kvaliteten af den information, de fik, så god, at 23 procent svarer, at Connect havde ’Afgørende’ indflydelse på valg af uddannelse og 38 procent svarer, at Connect havde ’Stor’ betydning.. Mens 27 procent svarer, at det havde ’Nogen’ betydning.

”Undersøgelsen viser, hvor vigtig åbent hus er i forhold til studievalgsafklaring. De studerende ved, hvad de går ind til, fordi de har haft lejlighed til at snakke med folk og blive klogere på de forskellige uddannelser, og hvad de indeholder. Det er vigtigt i forhold til at mindske frafald og få de helt rigtige studerende ind,” siger Joakim Groth, Kommunikationschef på KEA.

”Der er flere, der besøger KEA Connect end åbent hus på naturvidenskab på KU, selvom begge har omkring 11.000 studerende. Det ser jeg som et udtryk for en rigtig god og effektiv markedsføring op til Connect, hvilket KEA gør mere ud af end KU.”