Vinderne af KEAworks Vinge modtog i aftes deres præmier og pitchede deres ideer for byrådet i Frederiksund Kommune. Og de vakte begejstring.

I alt blev 65.000 kr. lagt i hænderne på de studerende, men vigtigst af alt fik de lov at præsentere deres ideer for de folkevalgte, som også har magten til at føre dem ud i livet.

En bevinget frø, en dome og fremtidens legeplads er overskrifterne for de tre vindere. Og legepladsen, hvor regn, vind og sol bruges til at aktivere forskellige spil og legetøj og samtidig lærer børnene om naturens kræfter, vakte begejstring hos formanden for uddannelsesudvalget:

”Det er skønt med noget inspiration, fordi legepladser ofte bare er traditionelle gynger og legeredskaber – så dejligt med nye ideer.”

Et andet byrådsmedlem kunne fortælle, at kommunen til næste år skal bygge en ny daginstitution i Skibby, og at det vil være oplagt at kigge til de gode ideer fra fremtiden daginstitutioner.

Og det kan man godt forstå, for legepladsen gør det ekstra sjovt at være ude – også i dårligt vejr.

Samarbejde videreføres
KEA Works Vinge og den tværfaglige projektuge skyldes et samarbejde mellem KEA, Frederikssund Erhverv og Frederikssund Kommune. Et samarbejde som alle tre parter ønsker at videreføre.
”Frederikssund Kommune har en strategi om at have gode forbindelser, og det må man sige, at vi har fået til KEA i de seneste måneder. Jeg ser meget frem til et tilsvarende samarbejde i de kommende år,” sagde Søren Smidt-Jensen, der er chef for By og Landskab i Frederikssund Kommune.

Og hos KEA kvitterede innovationschef Thomas Rasmussen for samarbejdet:
”Det er sjældent at man finder så ambitiøs en samarbejdspartner som jer, her i Frederikssund Kommune og hos Frederikssund Erhverv. Og samtidig et sted, hvor de studerende får mulighed for at komme ud og opleve virkeligheden.”

Jørgen Ravnsbæk, chef for KEA Erhverv reflekterede over, at det kun er godt et år siden, at han holdt møde med Peter og Hans Peder fra Frederikssund Erhverv, et møde fyldt med energi, gode ideer og virkelig store perspektiver for begge parter.

”Én ting er at lade tankerne og ideerne flyve, noget andet er, om de rent faktisk bliver realiseret. Et år efter vores først møde står vi her i Byrådssalen i Frederikssund og har set vores studerende pitche deres forslag, der skal ved med til at gøre Vinge til et exceptionelt sted at bo. De studerende havde kun én uge, og alligevel er vi alle dybt imponerede over de tre vindende projekter – og faktisk også de andre projekter, som også var af en meget høj standard.”

De tre priser på hver 10.000 kr. er ikke øremærkede og kan derfor bruges af de studerende, som de selv ønsker. Det ekstra beløb på 35.000 til projektet ”Den bevingede frø” skal anvendes på videreudvikling og/eller implementering af ideen.