Thomas Clausen er produktionsteknolog og tegner procesudstyr til store maskiner. Men ved siden af, er han ved at udvikle et ur, som er stærkt inspireret af hans fortid med F16 fly

Da Thomas Clausen blev færdig som produktionsteknolog fra KEA, fik han hurtigt job hos Aasted, som laver produktionsudstyr til chokolade og konfekture-branchen. Til daglig tegner han procesudstyr på store chokolademaskiner, som eksporteres til hele verden, men i sin fritid er han ved at udvikle et helt særligt armbåndsur.

Inden Thomas Claussen begyndte på uddannelsen til produktionsteknolog havde han arbejdet 10 år som flymekaniker på Danmarks F-16 kampfly, og det er den direkte inspiration til PitotWatches, som skal produceres i titanium grade 2 eller 5 som også er det materiale flyets dele består af. Navnet er inspireret af pitotrøret, som sidder på alle fly og måler statisk og dynamisk tryk.

Vingerne er repræsenteret som sidefinner på uret, stort luftindtag med syn til rotor, der kan drejes, antenneinspirereret mønster i toppen, afterburner nozzle mønster på bagsiden og sideknapper taget fra snuden, mens kronen har lidt fra motoren. Derudover er remmens mønster og materiale inspireret af pilotens sele.

”Kombinationen flymekaniker i flyvevåbnet samt produktionsteknolog og nu jobbet som 3D konstruktør giver en utrolig god ballast for at lave sit eget,” siger Thomas Clausen som har ansat en tidligere medstuderende samt en freelancedesigner.

”Lige pt. arbejder vores designer på 3D-tegninger og tekniske tegninger til urmagere i Hong Kong, som skal producere de første 500 ure. Vi arbejder hårdt på at få en crowdfunding-kampagne op at køre, så vi kan starte produktionen af F16-urene.”

Indtil videre kan interesserede følge med her.