På kun én uge har studerende fra hele verden og fra vidt forskellige uddannelser skabt koncepter til lokale organisationer på Nørrebro. Målet var at samle beboerne.

Charretten er et bevis på, at der opstår imponerende resultater, når vi arbejder tværfagligt på KEA.

Prinsesse Charlottes Gade summede af studerende fra blandt andet Brasilien, USA, Canada, Hong Kong og Italien med så forskellige baggrunde som arkitektur, byudvikling, kommunikation, business og game design.

De studerende blev mandag sammensat i grupper fra forskellige lande og forskellige uddannelser. Hver gruppe blev tilknyttet en lokal organisation, hvorefter de fik til opgave at udvikle et koncept til organisationen under overskriften ’Connecting Communities with Inclusive Design’.

Det stod de studerende frit om konceptet skulle være en app, en kommunikationsstrategi, en bygning eller en aktivitet, så længe det kunne skabe værdi.

”Det har været stressende, men awesome,” lyder det samstemmende fra Matt Currie, canadisk studerende indenfor grafisk design og Achraf Gabri fra Holland, som studerer It & medier.

”Jeg har aldrig prøvet at arbejde sådan her derhjemme. Det er super intens og enormt givende at være omgivet af så mange nationaliteter og fagligheder. Man har alle de her ideer og brainstomer og innoverer, og pludselig opdager man, at der kun er to dage tilbage til at gøre det hele færdigt, og så er det om at vælge og få det konkretiseret,” siger Matt Currie, som sammen med sin gruppe har valgt at fokusere på interaktiv installationskunst, hvor folk svarer på spørgsmål såsom ’Hvad gør dig bange?’, ’Hvornår er du tryg? Svarene kan efterfølgende ses af andre og forhåbentlig inspirere til mere fællesskab.

Det at stille spørgsmål frem for at pålægge fordomme åbner op for dialog i sig selv.

Målet er også at skabe opmærksomhed om Organisationen Puls og afstigmatisere og gøre socialt boligbyggeri til en oplevelse, som kan være med til at forbinde isolerede grupper og skaffe flere frivillige.

Og det kunne dommerpanelet lide, for Gruppe 6 endte med at løbe med 1. pladsen ved dette års Charrette.

Laura Vega fra Nicaragua, som lige nu studerer grafisk design i Toronto, har sammen med sin gruppe skabt et amfiteater med drivhus på pladsen foran Lygten Station.

”Det skal fungere som mødested med cafe og et drivhus, hvor grøntsagerne fx en gang om måneden skal tilberedes og danne fundament for fællesspisning. Derudover har vi også skabt et markedsføringskoncept af Lygten Station, fordi de færreste kender det og ved at der for eksempel er koncerter og stand up.”

Ligesom sidste år har Vibe&Tone, som selv arbejder med byudvikling, entrepreneurship og meget andet i lokalområdet NV, været konsulenter på projektet.

Den årlige Charrette er en international workshop, hvor 70 studerende fra hele verden herunder KEA samt partnerinstitutioner, undervisere og internationale advisors på blot en enkelt uge udvikler innovative ideer.

De lokale organisationer, som de studerende har arbejdet med i år er:

  • Beboerprojekt PULS
  • Fablab NV
  • Goldschmidt Akademi/TEMPI
  • Lygten Station
  • Trampolinhuset

Læs mere om Charretten