Katja Munch Thorsen er ansat som uddannelsesdirektør, og Jens Barslund Ellehauge er ansat som ressourcedirektør. De kommer til at indgå i KEAs nye direktion sammen med rektor Steen Enemark Kildesgaard.

 

Kort efter sin ansættelse som rektor besluttede Steen Enemark Kildesgaard sammen med bestyrelsen at lave en ny organisering på KEA, der styrker sammenhængskraften både vertikalt og horisontalt.

”Det er min og bestyrelsens målsætning, at KEAs uddannelser skal helt ind i direktionen, og de tværgående funktioner skal understøtte uddannelserne. KEA skal have ét samlet fokus - vi skal være en sammenhængende, videndelende og transparent organisation med en stærk synergi mellem tværfaglig udvikling, innovation og forskning, så de studerende – på både fuldtid og deltid - får den nyeste viden, og virksomhederne får de kompetencer, de har brug for,” siger rektor Steen Enemark Kildesgaard.

KEAs nye uddannelsesdirektør Katja Munch Thorsen kommer fra en stilling som vicedirektør på Københavns Professionshøjskole. Før det var hun vicedirektør på Professionshøjskolen UCC og har også været vicedirektør på Danmarks Evalueringsinstitut. Hun har således en stærk profil på det uddannelsespolitiske område suppleret med konkret driftserfaring fra en stor videregående uddannelsesinstitution.

KEAs nye ressourcedirektør Jens Barslund Ellehauge kommer fra en stilling som centerchef i Administrativt ressourcecenter i Børne- og ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, og har tidligere været sektionsleder på Københavns Universitet. Han er en stærk profil på det strategiske ressourcestyringsområde og har et særligt blik for mulighederne i digitalisering.

De to nye direktører begynder på KEA den 1. juni.