KEA dimittend Hannah Michaud har vundet prisen Årets Idealist ved Ivækstprisen 2017 for sin opfindelse med æblelæder.

Prisen som Årets Idealist afgøres ved en afstemning, og der var altså flest, som syntes, at Hanna Michaud og hendes æblelæder skulle vinde prisen som Årets Idealist.

”Vi er meget begejstrede for at have vundet den ideologiske kategori af Ivækstprisen. Vores planer for fremtiden er store. Lige nu samarbejder vi med forskellige aktører i modebranchen om et test set-up til udvikling. Og i laboratoriet arbejder vi med forskellige vidensudbydere, forskere og aktører inden for fødevareindustrien, så materialet kan nå næste niveau. Vi arbejder på at gøre dets funktion som æblelæder mere holdbart. Og vi arbejder allerede med det i andre funktioner såsom emballage. Og frem til marts arbejder vi på en plan for at styrke materialet på et kemisk niveau med det formål at skabe et højtydende produkt med unikke egenskaber og muligheder. I maj 2018 får vi en meget bedre ide om, hvad dette materiale kan bruges til – det har potentialet til at blive brugt på tværs af industrier. Vi planlægger at begynde at sælge Apple Leather som leverandør til et helt nyt bæredygtigt tekstil i maj 2018,” siger Hannah Michaud.

Æblelæder er vegansk og kan forarbejdes til at være både silkeblødt og stift.

I modsætning til konventionelt læder er æblelæder ikke en miljøsviner.

Ivækstprisen begrundede deres nominering af The Apple Girl sådan:

”Hannah Michaud er et stærkt inspirerende eksempel på, hvad mennesker kan skabe ud fra idealisme og handlekraft. Med sit engagement i virksomheden The Apple Girl er Hannah med til at gøre en milliardindustri bæredygtig uden at gå på kompromis.”

25 procent af et æble går til spilde i fødevareproduktionen.

Hannah Michaud genanvender restproduktet fra produktionen af æblemost og æblecider. Alene Meyers smider 600 tons æblepulp ud om året.

En del af det bruger Hannah Michaud til sit æblelæder – et nyt materiale, der kan bruges til alt fra legetøj, mobilcovers og emballage til accesories  og tøj. Det kan også bruges der, hvor man normalt ville bruge plastik som fx festivalarmbånd.