KEA har fornemt besøg af professor Stanley Ruecker, som er kendt for at gøre ideer og forskning håndgribeligt ved hjælp af prototyper. Hans mål er, at alle kommer til at ’tale 3D’ i fremtiden, og verden dermed bliver et mere demokratisk sted.

En prototype er en ide, der er kommet tilbage fra fremtiden. Sådan siger Stanley Ruecker professor i design ved University of Illinois, og som tidligere har været ansat på blandt andet School of Design (a.k.a. det nye Bauhaus).

Den næste måned er Stanley Ruecker på KEA som led i sin research. Og det betyder blandt andet, at man kan opleve ham, når han giver foredraget ’When an Idea is Tangible’, som er åbent for alle. Og gratis.

Han afholder også en workshop, som tager udgangspunkt i den bog, han skriver på nu, og som handler om, hvordan man kan gøre ideer og forskningsspørgsmål håndgribelige ved hjælp af prototyping. Det er oplagt indenfor design, men Stanley Ruecker mener, at metoden lige såvel kan bruges indenfor medicin og landbrug.

Det handler nemlig om en ny måde at diskutere og tænke forskning på, om at bruge form i stedet for tekst.

 

”Mit synspunkt er, at designforskere i stigende grad bruger prototyper som en måde at adressere abstrakte ideer på frem for at arbejde mod et nyt produkt eller en tjeneste. Når prototypen udtrykker en ide, bør det være muligt for folk at forstå argumentet uden at skulle læse en lang beskrivelse,” siger Stanley Ruecker, som mødte docent på KEA Petra Ahde-Deal, da hun kom til Illinois University:

”Jeg var så imponeret over den forskning, der blev gjort på KEA, at vi straks begyndte at tale om, hvornår jeg kunne komme og besøge KEA,” siger Stanley Ruecker, som også har en vision om, at hvis alle ’taler 3D’, så bliver det en mediator for tanker, som kan hjælpe folk til at udtrykke deres tanker, og dermed opnår vi større lighed i verden.

Stanley Ruecker afholder en workshop på KEA, der tager udgangspunkt i prototyping.

 Normalt, når man taler om forskning gennem design, betyder det, at nogen har lavet et normalt designprojekt og nu vil reflektere over det med håb om at finde nogle generaliserbare principper eller ny viden, der kan udnyttes til gavn for fremtidige designprojekter. Og det er fint, men det har også sine ulemper, såsom at det ikke nødvendigvis fører til ny viden, mener Stanley Ruecker.  Hans mål er derfor at undersøge brugen af ​​en ny og anden form for prototyper i designforskning, hvor prototypernes primære formål er at behandle aspekter af forskningsspørgsmålet og deres sekundære formål, hvis det overhovedet sker, er at producere et nyt produkt eller en tjeneste. 

Du kan booke en gratis plads til foredraget her. 

Og til workshoppen her.

Stanley Ruecker PhD er Anthony J. Petullo Professor i Design ved University of Illinois, hvor han også er medlem af Design Research Initiative.

Sammen med Jennifer Roberts-Smith og Milena Radzikowska er han medredaktør på en ny bog, der udkommer i 2019 med titlen Prototyping Across the Disciplines: Proposals for Better Futures’. Han er også en del af en international gruppe, der udvikler nye teorier om nøglebegreber til brug for designere. Deres aktuelle emne er "Hvad er en mening?" Du kan læse mere om gruppen og deres projekter her publish.illinois.edu/designconceptslab.