Rikke Borch, studerende på PBA i Smykker, Teknologi og Business, har været på en stor international konference i Leeds for at holde oplæg om 'Unwanted Jewelry', og hvordan vi kan producere mindre og samtidig gøre flere kvinder glade.

De fleste kvinder har en skål eller et skrin liggende derhjemme med smykker, man aldrig går med eller unwanted jewelry som Rikke Borch kalder det i sit paper. Impulskøb, fejlkøb, kiksede gaver eller bare smykker som man ikke længere har noget forhold til.

Og ja, man kan sælge sine uønskede smykker på forskellige platforme såsom Facebook, Trendsales eller Den blå avis, men udbuddet af varer er meget spredt geografisk, du mangler den taktile oplevelse og fotos er ofte mangelfulde.

Så hvordan kan vi så cirkulære disse smykker bedre og dermed producere mindre?

”I mit paper byder jeg ind med, hvordan det kan være attraktivt for kunder, at de uønskede smykker bliver organiseret i butikker. Her ville man kunne tilbyde kunden et stort udvalg, faglig ekspertise, komfort, den taktile oplevelse samt en professionel service,” siger Rikke Borch, som inddrager teorier om deleøkonomi, Liquid Society og om kvinders følelser for deres smykker.

Rikke Borch har lavet smykker i 20 år, men uddannelsen på SMYK gav hende et andet indblik i det kommercielle og industrielle af branchen.

”Jeg tænkte ’Vi må kunne gøre tingende bedre, end vi gør’. Vi må kunne producere mindre, for vi har alle så meget af alting – det skal bare skifte ejer,” siger Rikke Borch.

Det udmøntede sig i en artikel, der nærmest skrev sig selv, fordi Rikke Borch fandt emnet så interessant. Og resultatet imponerede underviser Petra Ahde-Deal så meget, at hun foreslog Rikke Borch at få den publiceret på konferencen KEER2016, som står for Kansei Engineering & Emotion Research.

Rikke Borch sendte artiklen ind uden de store forhåbninger, så overraskelsen var stor, da der tikkede en mail ind om, at den var blevet optaget – og det er altså ikke noget, der sker hver dag, at studerende får deres artikler optaget på en international konference.

KEER er meget interesseret i, hvordan følelser påvirker forbrugeren, og derfor passer Rikke Borchs artikel godt ind.

Og hun blev også taget godt imod i Leeds.

”Min præsentation var til forskel fra de fleste andre, jeg havde set, meget visuel, med kun én titel på hvert slide. De fleste præsentationer her er fyldt med tal og koefficienter og tekst. Så jeg er virkelig glad for de værktøjer, jeg har lært på KEA, Jane, som har gjorde mig i stand til at udtrykke mig klart og tydeligt. Senere på aftenen talte jeg med professor Fabio Camargue, som opererer indenfor bæredygtighed, som var blevet meget inspireret af min fremlæggelse – selvom jeg formentlig er den person på konferencen, der har den laveste akademiske grad,” siger Rikke Borch.

For Rikke Borch var det en positiv introduktion til den akademiske verden.

”Jeg er blevet alvorligt og har fået talt med en masse mennesker fra professorer til maskiningeniører, mekatronik ingeniører, produkt designere og alle mulige andre spændende mennesker.”

I øjeblikket er Rikke Borch i praktik hos virksomheden Monkey Glasses og afslutter sin PBA på KEA til januar.

”Det er virkelig imponerede, hvad Rikke har opnået. Vores studerendes kompetencer viser en stærkt opadgående tendens, og det er hun et glimrende eksempel på. Det er ikke mange studerende forundt at skulle præsentere en artikel på en international konference, men forhåbentlig er det noget, vi vil opleve oftere i fremtiden,” siger programchef på DESIGN Mette Harrestrup.