Studerende fra Produktudvikling og Teknisk Integration fremviste deres projekter og samarbejdede med kinesiske studerende om at skabe en bæredygtig legeplads.

Beijing Design Week havde i år København som tema, og KEA repræsenterede Danmark sammen med blandt andre LEGO, Novozymes, Ecco og Pandora.

På messen fremviste syv studerende deres projekter. Ved semesterstart havde underviser Christian Lystager sagt til de studerende, at de skulle lave noget, der var så fedt, at det var værd at tage med til Kina og udstille. Og det blev det.

Blandt andre Kronprins Frederik kom forbi og beundrede trykknapper til industrien skabt for Siemens, elektronik og automatiske sensorer til Nature Impact, som laver plantevægge, en dome på tre meter i diameter, man kan gå ind i og for eksempel se 360 grader film og en robot, som kørte rundt i biblioteket på Guldbergsgade hjemme i Danmark, men styret af besøgende på messen i Kina.

”Kronprins Frederik sagde, at han godt kendte KEA og vores praksisnære tilgang, og han synes, det er fedt, at vores studerende samarbejder med erhvervslivet og lærer på denne måde,” siger Christian Lystager.

En uddannelsesinstitution fra Shanghai besøgte også standen og blev så inspirerede, at de allerede har været på besøg på KEA i Danmark. Beijing TV var også forbi og lave et indslag, mens underviserne fra KEA var rundt og holde oplæg og tale med kinesiske virksomheder.

Bæredygtig legeplads

Samtidig med messen deltog fem studerende fra KEA i en workshop med 15 kinesiske studerende. Sammen skulle de skabe en bæredygtig legeplads. Det kom der hele fem forslag ud af. Og udover den tværfaglige oplevelse så gav det de danske studerende et unikt indblik i, hvordan det er at samarbejde med kinesere.

Det var lærerigt og en stor oplevelse at se, hvor forskelligt vi er opdraget, undervises og ikke mindst hvordan man er omkring andre, når kulturbaggrund og sprog er forskellig. Kinesere er opdraget til at blive dygtige til alt. Lige fra de bliver født, lærer de forpligtigelser, at øve sig og hele tiden blive lidt bedre. I Danmark lærer vi også tidligt, men en stor del af vores læring er også fri leg og naturlig læring fra dette samt den evige opfordring til at tænke frit, tage egen stilling og stå til ansvar for det, der kommer heraf,” fortæller Maren Louise Hansen, som var en af de fem studerende fra KEA.

”De kinesiske studerende er utrolig dygtige til alt studierelevant og fagligt, mens vi danske studerende er meget mere frit tænkende og kreative. Ingen tvivl om at begge parter kunne lære noget af i hinanden, som kan bidrage til hverdagens studier og dermed viden og metoder til at tage med ud i fremtiden. Jeg ville ønske, der var endnu flere muligheder undervejs i studielivet som denne.”

Blandt løsningsforslagene var Tree Hugger, som både tilbyder forældrene en siddeplads og en organisk hule børnene kan lege, kravle og gemme sig i.

Nedenfor kan du læse Maren Louise Hansens beskrivelse af dagene i Beijing:

Første dag

Vågnede lettere spændt, og så frem til at få set og hilst på de kinesiske studerende og professorer og ikke mindst til de foredrag, der var en del af workshoppen. BJUT er et stort universitet med ca. 40.000 studerende. Dagen startede med en rundvisning og en fælles frokost.

Forventninger, fordomme, ideer, forhåbninger med mere skulle nu enten gøres til skamme eller forløses. De virkede alle så unge, og jeg følte mig… lidt gammel. Hvad nu hvis… Mange smil og løselige hej til højre og venstre.

Vi startede workshoppen med et fantastisk foredrag af Rok Zgalin Kobe, designer af serien Architecture hos LEGO. Spændende, inspirerende og anderledes end forventet. Rok var levende og med plads til at tænke ud af boksen.

Efter foredraget blev grupperne dannet. Jeg kom i gruppe med Tia, Jerry og Tom. Og der var gang i den fra starten. Jerry var super til engelsk og kastede sig ud i det med sjæl og energi og en stor tålmodighed med at oversætte. Tia var stille, opmærksom og lyttende, men lidt genert. Tom var flyvende gruppemedlem da han fra BJUT´s side, var udvalgt til at tage billeder og optage små videoer fra workshoppen.

Anden dag

Vi begyndte med at gå en tur over og se boligområdet, som vi skulle skabe legepladsen til. Det var tæt med flere steder, hvor voksne kan lave træningsøvelser og sidde og spille kinesisk skak mm. Områderne blev også brugt til vasketøj. Men der var ingen spor eller lyde af legende glade børn.

Resten af dagen gik med at søge flere informationer og omsætte de første ideer til skitser, tanker og mange snakke. Samarbejdet var sjovt og udfordrende på den skæve, sjove og anderledes måde. Tålmodighed, forståelse og mange informationer, især billeder, fra internettet blev brugt til at snakke sammen om de forskellige emner, vinkler og muligheder.

Tredje dag

Udover at arbejde videre i grupperne bød dagen på en rundvisning i smykkeværkstedet i kælderen af den bygning, vi var i. Det var også første gang de kinesiske studerende så værkstedet.
Eftermiddagen bød på endnu et spændende og yderst inspirerende foredrag om produktudvikling, stole design gennem tiden og lidt arkitektur af Christian Lystager fra KEA.

Fjerde dag

Sidste dag. Alle er spændte og der arbejdes intens for at blive færdige med fremlæggelser. Alt skal finpudses, tjekkes og vendes.

Stemningen er skøn, let og der snakkes på kryds og tværs i lokalet. Men der er også spænding, forhåbninger og måske her på fjerdagen en smule vemodighed. Fire dages arbejde og venskaber er skabt.

De fem grupper skal præsentere deres bud for en jury, der består af Mads Møller fra Archiland, Jesper Nielsen fra Royal Danish Embassy i Beijing samt Professor Han fra BJUT samt Cong Liu og Christian Lystager fra KEA. Og så nåede Qinglong Chen også frem og deltog i slutningen.

Tak til de fire andre gruppemedlemmer i workshopteamet. En stor tak til vores gode undervisere fra KEA. De var ikke kun en god støtte undervejs. De var også til stor hjælp. Især må vi her takke Cong for hans tilstedeværelse og hjælp med det sproglige undervejs i workshoppen. Både når det var os danskere, der skulle have lidt hjælp, og når vores kinesiske gruppemedlemmer trængte til uddybende forklaringer. Tak for smil, støtte og fin læring away from home.

Og tak for at jeg var en del af disse fire fantastiske dage. Jeg kommer aldrig til at glemme det.