Uden en kontinuerlig strøm af nye tekniske kompetencer vil virksomheder mangle dygtige medarbejdere til at drifte og udvikle fremtidens tekniske løsninger. Derfor er det en fælles opgave på tværs af Region Hovedstaden og Region Sjælland at sikre, at flest muligt søger de teknisk rettede uddannelser.

Af Steen Enemark Kildesgaard, rektor på KEA, Rasmus Frimodt, rektor på Zealand Sjællands Erhvervsakademi, Lene Ertner, Regionsformand Teknisk Landsforbund, Region Sjælland og Jimmi Eiberg, Regionsformand Teknisk Landsforbund, Region Hovedstaden og Bornholm.

Vi står med et gigantisk potentiale.

Den grønne omstilling og teknologiske udvikling definerer helt nye muligheder for virksomheder på Sjælland for at vokse sig større. Det er udvikling og arbejdspladser.

Det er potentialer, som vi i fællesskab skal få det meste ud af -og hvis vi skal have det fulde ud af power-to-x, vindkraft og energieffektivisering, er vi nødt til sammen at sikre de rette kompetencer.

Uden en kontinuerlig strøm af nye tekniske kompetencer vil virksomheder mangle dygtige medarbejdere til at drifte og udvikle fremtidens tekniske løsninger. Derfor er det en fælles opgave på tværs af Region Hovedstaden og Region Sjælland at sikre, at flest muligt søger de teknisk rettede uddannelser.

Steen Enemark Kildesgaard 1 highresDet gælder selvfølgeligt erhvervsuddannelserne, men i lige så høj grad de tekniske erhvervsakademiuddannelser, som ofte bliver overset i diskussionerne om fremtidens arbejdskraft.

Der er et kæmpe behov for proces-, produktions-, og automationsteknologer for blot at nævne nogle af uddannelserne. Dimittenderne kan optimere og løse de udfordringer virksomhederne står i. Om få uger er der frist for søgning til bl. a. de tekniske erhvervsakademiuddannelser.

Her er der mulighed for, at de unge og lidt ældre, kan søge en lang række uddannelser med god løn og gode jobmuligheder. Og det er en fælles opgave at sætte fokus på, de mange muligheder der er; uanset om man brænder for design, bæredygtighed, tekniske processer eller har en Ole Opfinder i maven.

Der er derfor brug for, at politikere, virksomheder og kommuner går sammen og sikrer, at flest muligt søger disse uddannelser. Der skal fokus på, at uanset om man har en erhvervsuddannelse og gerne ville bygge ovenpå eller kommer med en gymnasialuddannelse i bagagen, så er der brug for dig, og det er spændende uddannelser, og gode job, der venter.

Studievejledere skal guide flere unge til uddannelserne, vi skal knytte virksomheder og uddannelser tættere sammen, og flere virksomheder skal få øjnene op for potentialet i disse tekniske profiler -og politikerne skal tænke langsigtet i forhold til, hvilke fagligheder regionerne får brug for i de kommende år.

Og for dem, som allerede er i beskæftigelse, er der også gode muligheder for videreuddannelse, da en række af uddannelserne kan tages på deltid.

Vi skal have langt flere tømrere, elektrikere, gymnasieelever og mange andre til at bygge ovenpå med en teknisk erhvervsakademiuddannelse.

Vi skal vise, at der er masser af muligheder i de mere tekniske uddannelser -og valget af uddannelse ikke er et endeligt valg.

Virksomhederne på Sjælland kommer til at mangle folk, der formår at kombinere praktisk kunnen med mere teoretisk forståelse og den nyeste viden. Der er store gevinster at hente -for virksomheder og for samfundet generelt. Så lad os i fællesskab sikre, at flest mulige unge ser muligheder i uddannelser på det tekniske område.