Søgningen til KEAs tekniske uddannelser stiger med syv procent og vidner om, at de unge vil arbejde med grøn omstilling i brancher med gode jobmuligheder og høj løn. Også KEAs bygge-og designuddannelser går frem.

”De tekniske uddannelser er så vigtige og gode i forhold til den grønne omstilling, og så er det uddannelser med jobsikkerhed og høj løn,” lyder det begejstret fra uddannelsesdirektør Katja Munch Thorsen, som virkelig glæder sig over, at KEAs tekniske uddannelser er populære blandt alle dem, der har søgt ind på en videregående uddannelse.

En af de tekniske uddannelser, der går frem, er Automationsteknolog, og den er Jarl Storgaard gået målrettet efter:

Jarl”Jeg vil gerne tage en uddannelse, der både er hands on-konkret, og hvor man kan se og mærke det, man arbejder med, men som også kræver en del hjernekraft og er fagligt udfordrende og stimulerende. Og så spiller jobsikkerhed og uddannelsens længde en rolle. Jeg kan studere og nøjes med at bruge SU i to år og gå ud til jobsikkerhed og høj løn i en branche, hvor man kan lave mange forskellige ting og finde sin egen niche i en stor verden af automation,” siger Jarl Storgaard, som er student med et snit, der mere eller mindre giver frit valg på alle hylder.

”Jeg kommer fra gymnasiet og har egentlig været meget bogligt orienteret, men jeg ville synes, det var rigtigt kedeligt at læse og skrive og tale til hverdag – jeg vil gerne lave noget konkret, tage steder hen og få realiseret nogle projekter.”

Og skulle Jarl Storgaard få lyst til at læse videre, kan han gøre det på en af KEAs top up-uddannelser, der samlet set går 4 procent frem, mens professionsbacheloruddannelserne stiger med 21 procent.

Bæredygtighed er et vigtigt parameter

strategi 21 24 baredygtighed 2200x1400Igen i år oplever KEAs byggerelaterede uddannelser en fin fremgang, og det kan umiddelbart undre, fordi der er historisk høj aktivitet i byggebranchen i kraft af både private, der vil have bygget og renoveret, samt en række offentlige byggerier igangsat som et led i at styrke økonomien og beskæftigelsen ovenpå Corona.

”Det tyder på, at vores ansøgere er meget bevidste om, at selvom de kunne tjene en skyhøj løn lige nu som håndværkere, så kan en uddannelse som fx bygningskonstruktør gøre, at de på sigt får et bredere job, hvor de er involverede i hele byggeprocessen lige fra projektering hen over opførsel og til byggeriet står færdigt. De er meget bevidste om andet og mere end bare at tjene penge her og nu - selvom der også er høj løn og jobsikkerhed på KEAs byggeuddannnelser. Og så er der selvfølgelig alle dem, der kommer med gymnasial baggrund, der ligesom håndværkerne gerne være med til at påvirke hele bygge- og anlægsbranchen i en mere bæredygtig retning fx i forhold til anvendelse af materialer og et skarpt fokus på reduktion af energiforbruget,” siger uddannelsesdirektør Kristina Østergaard Kristoffersen.   

Nye teknologier og social ansvarlighed

Som vanligt går også KEAs designuddannelser frem, helt præcist otte procent, og modtager igen i år langt flere ansøgere, end vi kan optage. At søgningen til KEAs designuddannelser bliver ved at stige år for år skyldes formentlig, at KEA har været first movers med at sætte bæredygtighed først og arbejdet for en grønnere og på alle måder mere bæredygtig mode- og designbranche:

”Hele designbranchen er heldigvis i en rivende udvikling mod mere bæredygtighed – i flere dimensioner. Både i forhold til miljø, cirkulær økonomi og hele den sociale side, der er knyttet an til bæredygtighed. Mange af vores studerende vil gerne gøre en forskel på alle tre elementer - både under og efter deres studie her på KEA. Derudover er de meget optaget af, hvordan nye teknologier og designmetoder kan skubbe på den bæredygtige udvikling i produktionsprocesserne i branchen,” siger uddannelsesdirektør Kristina Østergaard Kristoffersen. 

Sidste år fik KEA historisk høje ansøgertal, der sprængte alle tidligere rekorder, og derfor er det dejligt, at KEA opretholder den samme store søgning i år. 

En uddannelse, hvor der stadig er plads, er overraskende nok IT-sikkerhed, som ellers er en uddannelse med jobmuligheder i mange spændende brancher. Og et sted hvor man kan gøre en forskel:

”Mange af vores it-studerende er meget engagerede i samfundet. De elsker det digitale og at kode, fordi det er sjovt og kreativt, men også fordi de vil ’do good’. De er ofte meget engagerede i samfundet, og de tager ikke en it-uddannelse med det formål at tjene penge, men fordi de gerne vil gøre en forskel – både i det store og i det små,” siger Katja Munch Thorsen.  

 

  • Uddannelsen med den højeste stigning er Produktudvikling og Teknisk Integration, der stiger 50 procent. 
  • KEA har modtaget 8.495 ansøgninger i alt
  • De danske uddannelser stiger med 5 procent
  • Professionsbacheloruddannelserne stiger med 21 procent
  • Samlet set stiger søgningen til KEA med 1 procent

HOLD ØJE MED KEA.DK FOR UDDANNELSER MED FORLÆNGET ANSØGNINGSFRIST.