Stort set alle KEAs digitale uddannelser går markant frem ved årets kvote 2 ansøgning. De unge vil være med til at skabe fremtiden – ikke bare forbruge den

Den store søgning gør sig gældende på både 1. prioritet og alle andre ansøgninger. 

”At de unge i stigende grad tager ansvar for sig selv og for samfundet og vælger de digitale uddannelser, det kan ens programchef-hjerte kun slå en lille smule hurtigere af,” siger Mille Østerlund, programchef på KEA Digital.

De unge er blevet meget bevidste om, hvor der er job at få, men også en stigende opmærksomhed på, at fremtiden er digital, og der er it i alting nu om dage:

”Flere ser behovet for at kunne noget indenfor det her felt. Men når de vælger de digitale uddannelser, så er det også et udtryk for, at de gerne vil være en del af og skabe fremtiden – i stedet for bare at være brugere og kunder,” siger Mille Østerlund.

Erhvervsakademiernes tal viser, at det i det hele taget godt kan betale sig at uddanne til erhvervslivets behov:

Allerede efter kun to måneder har 65 procent af dimittenderne fået deres første job, og efter 12 måneder har hele 96 procent fået deres første job.

"Tallene siger meget om vores studerendes evner og parathed til at indgå i en virksomhed, når de dimitterer," siger chef for KEA Erhverv, Jørgen Ravnsbæk og fortsætter:

"På KEA har vi en tæt kobling til praksis fra 1. dag, og det er en bevidst strategi. Mange af vores ansøgere kommer fra STX, det almene gymnasium, og de har fået øjnene op for erhvervsakademierne som et alternativ til universiteterne. De vil have en mere erhvervsrettet videregående uddannelse med en klar jobprofil, og hvor der er garanti for høj beskæftigelse. Men det gælder også de erhvervsuddannede som for eksempel en tømrer, der læser videre til bygningskonstruktør og på den måde får andre muligheder i erhvervslivet." 

KEA har modtaget 4.276 ansøgninger til de uddannelser, der er omfattet af kvotesystemet  - altså erhvervsakademiuddannelserne samt de fulde PBA’er på tre et halvt år.