Measure Once er en app, der bruges til opmåling af rum på en helt ny og virkelig nem måde. Nyttigt for håndværkere, arkitekter og dig og mig, når der skal bygges om eller indrettes. KEAs iværksætter-hub klædte de tre studerende på til at komme i App-store.

Rigtig mange drømmer om det, men det er virkelig svært at skabe og få Apple til at godkende en app. Ikke desto mindre er det sket for Christopher, Jeffrey og Jeppe og deres app Measure Once, som de har udviklet på Datamatiker-studiet og i KEAs iværksætterhub Ignite.

Med Measure Once kan du scanne et rum med din telefon og få en 3D-rendering af rummets vægge, møbler, vinduer og døre med alle mål beskrevet. Præcist og helt uden brug af tommestok eller målebånd.

  • Appen giver dig arealet pr. væg, så du nemt og hurtigt kan bestille den rigtige mængde maling eller tapet. 
  • Du får en 3D-rendering, du kan ’bevæge dig rundt i’, der kan visualiseres i augmented reality eller på en sort baggrund.
  • Du får en PDF-fil med længde, højde, bredde og dybde på alle vægge, døre, vinduer og møbler. 

Lige nu er den målrettet håndværkere eller DIY-brugere, som gerne vil have præcise mål på det, der skal renoveres eller fixes. Og det var faktisk også sådan ideen opstod – med et køkken, der skulle renoveres: 

”Vi var egentlig i KEA Ignite med en anden og meget, meget stor ide, men et par uger inde i forløbet var Christopher igang med at renovere sit køkken, og i den forbindelse havde han knoklet med at måle hele køkkenet op. Men da han kom ned til byggemarkedet for at hente materialer, havde han glemt alle mål og måtte hjem igen. Der blev vi enige om, at dét måtte kunne gøres smartere.”

Ideen til Measure Once var skabt. 

Skelsættende sætning

Skærmbillede 2023 05 23 kl. 11.02.13”KEA og KEA Ignite har virkeligt klædt os på til at kunne takle mange af de problemstillinger, vi har været igennem. En af de helt store var, da vi i starten af vores iværksætter-praktik skulle lære et helt nyt programmeringssprog og framework, som vi ikke havde arbejdet med tidligere. Men i kraft af den solide grundviden om softwareudvikling, programmering, processer, arkitektur, test, responsivt design, samt opbygning af CI/CD-pipeline fra vores datamatikeruddannelse, kom det egentligt relativt nemt. Vi brugte tre uger på at lære Swift og udvikle proof of concept, og derfra var vi egentligt klar til at videreudvikle på vores app,” siger de tre studerende og fortæller, hvordan især én sætning fra deres underviser Patrick, har haft afgørende betydning for dem:

”Han sagde, at det handler ikke om udenadslære eller at kunne et specifikt programmeringssprog. Det vigtige er at lære at tænke som en programmør. Denne meget simple sætning var et banebrydende øjeblik i vores uddannelse, som vi faktisk alle tre tog bogstaveligt og begyndte at praktisere. Der dukker nye teknologier op på daglig basis, hvilket kræver, at man som softwareudvikler er agil og modtagelig for forandring. Det er en kompetence, der er værdsat i erhvervslivet, og vi valgte derfor at tage udfordringen op og springe ud i det.”

Værdifuld sparring

Skærmbillede 2023 05 15 kl. 12.14.45Ifølge de tre studerende har KEA Ignite de perfekte rammer. De valgte at gå i praktik i egen virksomhed under Ignite, den såkaldte iværksætter-praktik. Her blev de en del af Startup Hub’en, som er en penthouse-lejlighed på KEAs campus på Guldbergsgade, hvor der blandt andet er mødelokaler og kontorpladser til alle der er en del af Ignite.

”Det skabte et iværksættermiljø, hvor vi kunne sparre med ligesindede, udveksle ideer og bruge hinandens kompetencer. Vi fik også tilknyttet en personlig coach med iværksætter erfaring, som vi kunne få vejledning af i løbet af processen.”  

Hvis du vil prøve Measure Once, kræver det, at du en Iphone 12/13/14 Pro, da appen kræver en LiDAR i din telefon.

De tre studerende Jeppe Thylstrup, Jeffrey Mathias Roed og Christopher Duran Nielsen er lige nu igang med at lancere version 1.2, som har flere features og retter på nogle bugs.

 ”Vi håber, det bliver en realitet i denne uge – om Apple vil. Appen er kun lige i sin indledende fase og fungerer mere som et Proof of concept end som et endeligt produkt.”

Ikke desto mindre er livet nu blevet meget lettere for alle med et handy-projekt på To do-listen.

Her kan du finde app’en og se en video, som viser, hvad den kan i praksis.