En ny Blå Bog er udkommet: skabt af mennesker, som har været anbragt som børn, oplevet svigt eller boet på gaden. I bogen fortæller de 13 mennesker om deres liv på helt andre måder, end vi er vant til, fordi de gør det med deres egne ord gennem poetiske tekster, billeder, fotografi og collage.
”Trappen minder mig om min barndom, hvilket giver mig kuldegysninger hele vejen ned ad ryggen,” står der ved et på én gang smukt og ildevarslende gammelt fotografi af en svungen trappe. Ordene er Anastacias.
Kraks blå bog er fuld af bedrifter, titler og polerede overflader. Men Den Blå Bog er noget helt andet. Den er udgivet i et samarbejde mellem postdoc på Designskolen Kolding Lene Hald og lektor på KEA Stine Behrendtzen samt Danmarks Forsorsgmuseum og ikke mindst 13 mennesker, hvis liv ikke kan skæres over én kam. Det er vidt forskellige errindringer og betragtninger fra mennesker, som i perioder i deres liv har været udsatte: Nogle er blevet anbragt som børn. Andre er vokset op med en diagnose, som har været med til at forme dem. Nogle har været hjemløse, i fængsel eller afhængige af alkohol, mens andre har boet på herberg eller oplevet vold i hjemmet.
Fælles for fortællingerne er, at de er helt enkelt formidlet gennem ord, billeder og fotografi. Usentimentalt, men enormt rørende. Præcist, men poetisk.
En fortælling i bogen bærer titlen ’Hus, bil og båd’. På den ene side af opslaget er et fotografi af Alma, en gammel dame med sølvhår, der kigger lige ind i kameraet, uden forventninger, uden forstillelse. Billedteksten fortæller, at hun mistede sit job i huset hos en lokal familie og blev hjemløs. Som 38-årig flyttede hun ind på fattiggården i Svendborg, hvor hun blandt andet vaskede trapper og gange.
På den anden side af opslaget fortæller Mette:
”Alma er den person, der har boet på fattiggården i længst tid. Men personalet vidste ikke, hun kunne læse. Hun havde boet der i 45 år og alligevel været usynlig. Hun ligner en rar gammel mormor, og hvis hun havde haft et ordentligt liv, kunne hun sikkert også have været det. Derfor sammenligner jeg mig med hende. Mine søskende har hus, bil og båd, mens jeg har boet på det ene opholdshjem efter det andet. Vi er vokset op det samme sted, så hvad er det, der gør, at de er blevet på én måde og jeg på en anden?”
Fællesskab er fælles skabelse
Bogen er blevet til gennem en række Story:Labs på Danmarks Forsorgsmuseum, og i forlængelse af projekt ’Fra udsat til værdsat’, der har fokus på bringe nye stemmer i spil i museets formidling.
De 13 bidragsydere har oversat deres livserfaringer til billeder, collager, fotografier og ord. Herudover er de dykket ned i museets arkiver og har brugt deres personlige erfaringer til at fortælle historien om de socialt udsatte mennesker, som engang boede på Fattiggården i Svendborg.
”Det er interessant, hvilke fortællinger der kan opstå, når flere parter arbejder tæt sammen og hver især bidrager med noget forskelligt. Museet har en stærk historisk viden om forsorgshistorien, bidragsyderne er eksperter i form af deres livserfaring, og på vores Story:Labs har vi været interesseret i, hvordan vi som et redaktionelt fællesskab kunne fremkalde, visualisere og formidle historierne, fordi de indeholder en masse livsklogskab, som kan bruges af andre. Og det bringer nogle andre stemmer i spil og nogle helt andre historier i omløb”, siger Stine Behrendtzen, som er lektor på KEA.
Helt frem til 1964 var det almindeligt, at borgere som blev indskrevet på Fattiggården som "uværdigt trængende" gav afkald på deres stemmeret, ejendomsret og retten til at gifte sig eller være værger for deres børn.
Mange af de liv, der har udfoldet sig på herberg, børnehjem og varmestuer, har aldrig fundet vej til historiebøgerne, og den historiske viden der findes om socialt udsatte borgere er typisk ikke skrevet af borgerne selv, men af forstandere, politifolk og andre formyndere, som har haft autoritet til at journalisere og arkivere.
Den Blå Bog spejler de gamle historier fra Fattiggården i fortællinger fra nutiden, i en proces der tager udgangspunkt i, at fælles skabelse giver fællesskab.
”Designerlige metoder som fotografi og illustration fremkalder andre historier end almindelige interviews, og gør formidlingen mere sanselig. Og når man samtidig deler sine erfaringer og skaber noget nyt sammen opstår der nye fællesskaber,” siger Lene Hald, postdoc på Designskolen Kolding og tidligere ph.d. på KEA.
”Designfaget står overfor store udfordringer i forhold til bæredygtig omstilling, og vi bliver nødt til at gentænke designfagligheden. Selvfølgelig skal der stadig laves produkter, men på nye måder. Og det er oplagt at bruge design og designmetoder til at understøtte fællesskaber, lighed og social forandring.”
Den Blå Bog er trykt i 200 nummererede eksemplarer. Omslag og bandaroler er foldet i hånden. Bogen har 13 titler – en for hver deltager, der har bidraget til projektet.
Bogen kan blandt andet købes på Fotografisk Center og i NW Gallery i Nansengade i København og selvfølgelig Danmarks Forsorgsmuseum.
Projektet er lavet som et forsknings- og innovationsprojekt på KEA, hvor Stine Behrendtzen er lektor og Lene Hald har været forskningskonsulent. Lene Hald er nu på Designskolen Kolding.
