Juryen lagde vægt på, at Jon og Peter havde skabt store besparelser for virksomheden – også til gavn for miljøet - og at Rodinia virkelig rykker på at skabe størst mulig udvikling for deres praktikanter.

Rodinias medarbejdere brød ud i spontane klapsalver, da de blev overrasket med kage, blomster og nyheden om, at de og praktikanterne Peter Spore og Jon Oppermann har vundet Årets KEApraktik 2023 og dermed går videre til den nationale konkurrence Årets Erhvervsakademipraktik, som afholdes 23.maj.

Rodinia bruger ny teknologi til at skære tøj ud for modevirksomheder såsom Mads Nørgaard på en måde som hindrer overproduktion. Og det imponerede juryen, at Jon og Peter med deres kompetencer fra uddannelsen til automationsteknolog har bevirket, at arbejdsgangen er gået fra 5-6 bevægelser til 2-3 bevægelser. Det sparer virksomheden 30 procent procestid, hvilket er kæmpestort.

”Hvis man som praktikant kan levere så store besparelser, kan man noget, der giver værdi ikke bare for virksomheden og en selv, men for samfundet - det her flytter noget på bæredygtighed,” lød det fra juryen, som var begejstrede for at se, hvordan automationsteknologi kan bruges alle steder – også i modebranchen.

”Der er så mange måder, man kan arbejde med bæredygtighed på. Vores måde er at programmere robotter, der kan automatisere produktion og dermed gøre det mere bæredygtigt,” siger Peter Spore og Jon Oppermann.

Rykker på udvikling

IMG 9542Rodinia imponerede juryen ved virkelig at se deres praktikanter og rykke på deres udvikling:

”Det er så godt set af virksomheden, at de to vil kunne udvikles bedre ved at skille dem ad,” lød det med reference til, at Jon gerne vil optimere på maskinerne, hvorimod Peter er mere til det kreative og innovative arbejde med robotudvikling.

”Virksomheden tager virkelig deres ansvar seriøst og er villige til at ændre i de planer, der er lagt, hvis det kan udvikle praktikanten. Det er tydeligt, at det er et sted, man vokser – både fagligt og personligt. Og så er det en case, der viser, hvad KEA-studerende kan – ikke mindst i forhold til bæredygtighed og grøn omstilling.”

Løftet til nyt niveau

IMG 9530I det hele taget lagde juryen vægt på, at dette praktikophold har skabt stor udvikling og værdi for både virksomhed og praktikanter.

Og det istemmes af Lasse Frost, som var vejleder for de to praktikanter – og i ivrigt selv er dimittend fra KEA:

”Jon og Peter har været det perfekte match fra dag et. De passede ind i huset, vores måde at arbejde tværfagligt på og de går begge op i bæredygtighed.

De har lynhurtigt formået at løfte vores robotprogrammer til et nyt niveau – og det har de gjort med et stort smil på læben. Samtidig er de meget strukturerede og arbejdsomme, og det har på alle måder været til gavn for virksomheden at have dem i praktik.”

 

Juryen bestod af:

  • Jeppe Bruus Christensen, Skatteminister (S) 
  • Jimmi Eiberg Jensen, Regionsformand for TL for hovedstaden og Bornholm
  • Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef hos Dansk Erhverv
  • Annemarie Lund Krumhardt, HR-direktør hos Jeudan
  • Christina Pandsbo, Head of Recruiment hos Wunderman Thomsen MAP

Rodinia går videre til den nationale konkurrence Årets Erhvervsakademipraktik, som afholdes 23.maj.