Rektor ved Københavns Erhvervsakademi Ingo Østerskov fylder 50 år den 13. april.

Tidligt i sin karriere dedikerede Ingo Østerskov sin fremtid til uddannelses- og forskningsfeltet. Som studerende arbejdede han på deltid som underviser ved Køge Handelsskole. Herefter blev han konsulent i samme institution og i 1996 blev han uddannelseschef ved Køge Handelsskole. Han forlod Køge Handelsskole i 2000 til fordel for Vestsjællands Handelshøjskolecenter (senere handelshøjskolecentret og siden SDU), hvor han blev udviklingschef indtil 2002. Derefter blev han direktør på Handelsskolen i Ballerup, senere BEC med handelsskole i Ballerup og designskole i Hellerup. Det var på BEC, at Ingo Østerskov fik til opgave at starte et nyt Erhvervsakademi i 2009, hvor han blev sat i spidsen for at fusionere de videregående uddannelser på BEC, KTS, TEC og CPH West. Sammensmeltningen af disse uddannelser blev til Københavns Erhvervsakademi – eller i daglig tale KEA.  

Siden etableringen i 2009 er KEA vokset fra 3500 studerende til knap 10.000 studerende. Med andre ord har Ingo Østerskov stået i spidsen for en udvikling, der har taget institutionen til nye højder, en helt ny vej på videregående uddannelser – og som i år er kulmineret med en positiv institutionsakkreditering.

Ingo Østerskov har et stort netværk og inviterer stolt indenfor på KEA, hvor han holder af at fremvise, hvordan KEA studerende udvikler innovative løsninger og gør viden til produkter. Politikere, meningsdannere, kollegaer og samarbejdspartnere har alle været forbi lokalerne på Nørrebro, hvor han har sin daglige gang, hvis ikke han er ude at tale erhvervsakademiernes sag. 

Ingo Østerskov er aktiv i diverse foreninger og samarbejder. I mange år var han formand for HFI, senere Danske Erhvervsskoler. Da erhvervsakademierne blev etableret i 2009 var han i de første fire år formand for rektorkollegiet.

Ingo Østerskov var i 14 år fagleder i økonomifaget på Master of Public Administration på CBS – og ekstern lektor indenfor strategi og ledelse. Samme områder har han undervist i på SDU og Ingeniørhøjskolen i København / DTU. Dette har givet et omfattende netværk indenfor alle dele af den offentlige og private sektor.

Til dagligt bor Ingo Østerskov i Køge Centrum hvor han med sin kone Helene og parrets søn Augusto nyder fritiden. Ofte kobles der af i familiens fælles sommerhus i Karrebæksminde. En løbetur eller hyggestund i det lille fiskerleje - og med afslapning over et godt glas vin. Ingo befinder sig bedst når tingene bevæger sig og dynamikker er i spil. Han elsker diskussioner både med kollegaer, politikere – men også med de studerende i deres fredagsbar, når han har tid til at kigge forbi.