Søgningen til vinteroptaget på KEA er steget markant i forhold til sidste år – især er den store fremgang på de tekniske og byggerelaterede uddannelser interessant.

KEAs ansøgertal er et helt klart signal: de unge prioriterer uddannelse.

Danmark befinder sig i højkonjunktur, der er blæs på byggeriet og dermed fuld beskæftigelse. Det plejer at betyde et fald i søgningen til de videregående uddannelser indenfor det byggerelaterede område. Men KEAs bygge-uddannelser går frem med 24 procent, og det er et stærkt signal om, at de unge vil dygtiggøre sig.

                                                                                                                                  

Den store fremgang på KEAs byggeuddannelser skyldes ikke mindst, at søgningen til uddannelsen som byggetekniker går frem med 137 procent.

”Vi glæder os meget over den store søgning, fordi vi ved, der er enorm efterspørgsel, og her kan vi være med til at levere,” siger uddannelsesdirektør Katja Munch Thorsen.

                                                                      

Også på de tekniske uddannelser er stigningen i ansøgninger markant. El-installatør går frem med 75 procent, og IT-teknolog, som blandt andet er adgangsgivende til uddannelsen i IT-sikkerhed, går frem med 160 procent.

Som noget nyt i år har der været åbent for vinteroptag på Automationsteknolog, og det har vist sig at være en god ide, for også her er søgningen større end forventet.

Det er nyt, at de tekniske uddannelser går frem. Og længe ventet. For der er jobgaranti og hårdt brug for de kompetencer, de studerende får:

”Nu ser det endelig ud til, at der kommer den søgning til uddannelserne, som der er brug for på arbejdsmarkedet. Søgningen har ikke helt kunne følge trop med efterspørgslen tidligere, så det er en rigtig positiv udvikling,” siger Katja Munch Thorsen.

Søgningen til KEAs IT-uddannelser er steget med 14 procent i forhold til sidste år. Software Development går frem med hele 128 procent.

KEAs designuddannelser har ikke vinteroptag.

Samlet set er søgningen til KEAs uddannelser steget 17,5 procent i forhold til sidste år.

                                                          

Generelt søger de unge i år, i endnu højere grad end sidste år, ind på KEAs udbud af professionsbacheloruddannelser - det gælder både fulde professionsbacheloruddannelser og top-up uddannelser.

På en enkelt overbygningsuddannelse er der stadig ledige pladser, selvom der også her er efterspørgsel efter kompetencerne i branchen. Det drejer sig om uddannelsen i it sikkerhed, hvor det stadig er muligt at søge optagelse.