Der bliver fokuseret alt for snævert på universiteterne i Regeringens udspil Danmark kan mere 3.

Politikerne bør fokusere bredere på de videregående uddannelser, når det handler om at blive klar til fremtidens udfordringer. Sådan lyder reaktionen fra Danske Erhvervsakademier, efter regeringen mandag har præsenteret udspillet Danmark kan mere 3.

I udspillet fokuserer regeringen kun på ændringer af universiteterne, men det er utilstrækkeligt, lyder det fra Charlotte Lundblad, der er formand for bestyrelsen i Danske Erhvervsakademier. Hun opfordrer til en mere overordnet diskussion af, hvordan vi kan gøre de videregående uddannelser endnu bedre.

”Vi savner et bredere blik på de videregående uddannelser og samspillet mellem dem. Vi kan noget forskelligt, og erhvervsakademierne har gode erfaringer med uddannelser rettet mod den private sektor. Der mangler en bredere diskussion af, hvordan de videregående uddannelser samlet set løser fremtidens udfordringer,” siger Charlotte Lundblad og tilføjer:

”Spørgsmålet er, om de gode intentioner om uddannelser rettet mod praksis bedre kunne løses af den del af uddannelsessektoren, der netop er rettet mod praksis?”

største udbyder af efter- og videreuddannelse til den private sektor

Ved præsentationen af det nye udspil fokuserede flere ministre også på behovet for livslang læring. Vi skal indstille os på, at uddannelse ikke kun er noget, der skal overstås tidligt i livet, lød det flere gange.

Danske Erhvervsakademier er enig i, at der kan skabes endnu bedre rammer for livslang læring. De otte erhvervsakademier er den største udbyder af videregående efter- og videreuddannelse til den private sektor.

Der kommer i de kommende år mindre ungdomsårgange, så vi er afhængige af at kunne omstille arbejdsstyrken til grøn stilling, digitalisering og nye teknologier.

”Vi er klar til at tage et endnu større ansvar for at give arbejdsstyrken de meget efterspurgte kompetencer indenfor digitalisering og grøn omstilling. Det vil ligge i naturlig forlængelse af, hvad vi allerede gør,” siger Steen Enemark Kildesgaard, formand for rektorkollegiet i Danske Erhvervsakademier.

Han peger på, at der er behov for at dreje på flere håndtag, hvis vi skal ændre på, hvordan vi uddanner os.

Klar til at diskutere indretning af uddannelser

I Danmark kan mere 3 lægger regeringen op til at sætte cirka 700 millioner kroner af til uddannelsesområdet.

”Her vil det være oplagt at få investeret i at skabe nogle bedre overgange eller trædesten mellem uddannelserne, men også til dem, der vil bygge ovenpå efter nogle år i arbejde. Det er for svært i dag, og vi kan godt arbejde med et bedre samspil mellem uddannelser på deltid og fuld tid. Vi deltager gerne i en diskussion af, hvordan vi får indrettet de videregående uddannelser bedst muligt,” siger Steen Enemark Kildesgaard.

Han peger på, at regeringen med fordel kan invitere flere med i det reformudvalg, der bliver lagt op til i Danmark kan mere 3.

”Vi vil gerne diskutere løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Det kræver, at der bliver taget noget bredere fat i uddannelsesområdet, end regeringen lægger op til i dag,” tilføjer han.

Læs Danske Erhvervsakademiers forslag til om reformkommissionen

Se udspillet "Danmark kan mere 3"