Seks studerende på Bygningskonstruktør fik en flot 2.plads ved Build Cph Live. Ved hjælp af 3D-modeller, intelligent tidsplanlægning og økonomiske beregninger viste de, hvordan man anvender digitale værktøjer optimalt i byggebranchen.

Opgaven var klar: projektér et kulturhus i Ørestaden, der kan rumme mange forskellige typer mennesker og aktiviteter på kun 48 timer. Derfra var der frit spil.

Med udgangspunkt i deres 3D model lavede de seks studerende intelligent tidsplanlægning for byggeriet i 4D og herefter økonomiske beregninger i 5D.

Og konkurrencen var hård, de var nemlig oppe imod Team Cool, Calm and Connected, som bestod af virksomhederne JUUL FROST Arkitekter, MT Højgaard, Niras og Spæncom – på 42 mand fordelt på seks lokationer herunder Vietnam og USA! 

”Vi ville gerne give vores fortolkning af, hvordan samarbejdet kan udvikle sig på tværs af faggrænser. Det er interessant se, hvordan byggebranchen kontra vi som studerende på 3. semester anvender de digitale værktøjer indenfor BIM, og vores forhåbning var at kunne komme med nye input til undervisningen,” siger Christian Bajlum-Busch.

De seks studerende kommer med baggrunde som både håndværkere og studenter.

”Som team havde vi et meget bredt kompetencefelt, hvilket skabte et stærkt samarbejde. Og så havde vi fornøjelsen af vores underviser Bjørn Antonsen, der bidrog med faglig sparring under hele konkurrencen.”

Holdet fik en flot 2.plads, og der var så stor respekt om de studerendes indsats, at det vindende hold valgte at give førstepræmien, en 3D-printer, videre til KEA-holdet, der bestod af Christian Bajlum-Busch, Christian Chabert, Frederik Rosenvold, Erik Hansson, Per Raarup og Henrik Gravlund.

”Vi har fået stor indsigt i, hvordan de professionelle aktører i branchen arbejder med OpenBim, og de erfaringer vil vi bringe med ind i vores semesterprojekter studiet,” siger Christian Bajlum-Busch.

Og som en ekstra bonus blev deres foldere og visitkort revet væk fra konferencedeltagerne, og de blev opsøgt af flere store entreprenører og arkitekt virksomheder, der opfordrede dem til at søge studiejob hos dem.

Om konkurrencen

BUILD CPH LIVE er en 48 timers design-konkurrence for tværfaglige teams.

Det var første gang, at den internationale Build Live-konkurrence blev holdt i Danmark og det foregik i Bella Center. 

Konkurrencen handler om at sætte fokus på processer og Open BIM på tværs af faggrænser og softwareplatforme i et åbent format.

Build Copenhagen Live blev arrangeret af buildingSMART, som er en international non-profit organisation, der arbejder med at skabe åbne standarder for samarbejde i byggebranchen.