I tre år har KEA haft fokus på bæredygtig Facilities Management. Undervejs er det blevet klart, at der er en række barrierer i branchen i forhold til at arbejde med bæredygtig drift. Til gengæld er de studerende blevet endnu dygtigere.

KEA er den eneste bygningskonstruktør-uddannelse, der tilbyder undervisning i Facilities Management:

”Vi har en stræk kernekompetencer her, og det er noget, vi satser på, fordi det er et vigtig område, og aftagerne er meget glade for, at vores studerende kan det her,” siger Mattias Straub, underviser i Facilities Management og projektleder på KEA.

KEA har sammen med VIA i Horsens, Chalmers i Gøteborg og NTNU i Trondheim udviklet de studerendes kompetencer og udbredt Facility Management ikke mindst med hjælp og økonomisk støtte fra Nordic Built, som har bevilliget to millioner kroner.

Projektet begyndte i 2015 og er nu i sin afsluttende fase, og pengene fra Nordic Built er blandt andet blevet brugt til yderligere at udvikle de studerendes kompetencer indenfor processen, der sikrer, at byggerier lever op til forventningerne fra tegnebrættet.

I projektperioden har de studerende fået mulighed for at mødes på tværs af landegrænser med henblik på at samarbejde med erhvervet om at løse en række konkrete udfordringer.

Der er udviklet en metode til undervisning på tværs af de nordiske lande, som er blevet implementeret, så de studerende har fået et større kendskab til bæredygtig drift på uddannelsesniveau.

Arbejdet har altså bidraget med vigtigt viden til branchen, ligesom den viden kommer yderligere i spil, når de studerende afslutter deres uddannelse på KEA og bringer den ud i erhvervslivet.

I projektet har samspillet med den skandinaviske FM-branche været vigtig, fordi virksomhederne har videndelt, hvorledes bæredygtig FM påvirker deres forretning.

Barrierer i branchen

Men projektet har også afsløret en række barrierer for facilities management. Barriererne knytter sig til fem overordnede temaer:

  • Den organisatoriske kapacitet
  • Manglende implementering af nye teknologier
  • Manglende inddragelse af brugerne
  • Manglende poltikker og instrumenter
  • Manglende kompetencer

Den grønne bølge har nået de skandinaviske lande, og der er mange gode bæredygtige initiativer. Alligevel ser vi, at nogle virksomheder drives udelukkende med økonomien for øje. De tillægger ikke miljømæssige eller sociale dimensioner samme vægtning, da det ikke kan aflæses direkte i regnskaberne. Dermed bliver bæredygtig drift set som en udgift, og en del har ikke mod på at transformere virksomheden til at blive driftet bæredygtigt. Det kræver forandring.

Der mangler også information og viden omkring bygninger på et strategisk niveau. Den strategiske del af virksomheden, herunder direktion og bestyrelse, har ikke nok kendskab til bæredygtig FM, derfor bliver dette ikke prioriteret, og der stilles ikke krav til det fra det ledelsesniveauet i virksomheden.

Derudover ses det i mange virksomheder, at der er god faglig viden til at drifte bygninger. Alligevel er der barrierer i forhold til at udvikle bæredygtigt FM.

Samtidig mangler der ofte basal information om bygningerne herunder tegninger, beskrivelser, forbrugsnøgletal og information om anvendelse af bygningen. Og når de informationer mangler, understøtter det ikke en bevægelse imod bæredygtig Facility Management.    

Facility Management handler groft sagt om at sikre, at bygninger – hvad enten der er tale om renoveringer eller nybygninger – rent faktisk lever op til de løfter og forventninger, som aftagerne har, og at driften af det færdige byggeri er så optimal som muligt.

Det kan synes som en selvfølge, at det færdige byggeri skal fungere og leve op til det, man i sin tid blev enige om, men desværre er det ikke altid virkeligheden, i en byggeproces, hvor der er flere interessenter.

”I Danmark er vi eksempelvis i gang med at bygge nye hospitaler og andre store offentlige bygninger, og her er denne proces ekstremt vigtig, fordi det nytter jo ikke noget, at lægen kommer ind og ikke kan bruge operationstuen,” siger Mattias Straub, underviser i Facilities Management og projektleder på KEA.Foto 01. Mattias Straub

Det er stadig et behov for at samle best pracsis indenfor bæredygtig FM. Vi ser også et fortsat behov for at udvikle de skandinaviske kompetencer, som understøtter den udvikling, som er i gang.

”Vi kan se, at brugerne / både i kontorer og boliger / stadig er en flaskehals i driftsfasen af ​​bæredygtig FM. Det synes ikke kun at være et spørgsmål om information. Folk er opmærksomme på, hvad udfordringerne er. Alligevel bruger de ikke bygningerne, som det var planlagt,” siger Martine Buser, Chalmers.

FM er et centralt element hvis vi skal nå klimamålene. Det må tages alvorligt og vort bidrag er at investere i de kommende generationers mindset.

”Vi er klar over, at det er regulerende og kulturelle forskelle mellem landene, og vi ser, at de skandinaviske lande bidrager til bæredygtig FM på forskellig vis. Vi mener derfor, at der er potentiale i at udvikle en fælles Nordisk FM uddannelse på tværs af Skandinavien,” siger Marit Støre-Valen, NTNU.