I sin praktik hos Grafisk Maskinfabrik udviklede Nikolaj Pelle en ny version af en labelmaskine, som er mere strømlinet og reducerer prisen. Han blev tilbudt job som produktionsteknolog i virksomheden, men ville hellere fortsætte samarbejdet, mens han læser top-up’en i Produktudvikling og Teknisk Integration på KEA.

Grafisk Maskinfabrik producerer maskiner til label-industrien, og den maskine, Nikolaj Pelle har været projektleder på, er en spole maskine, som kan spole labelruller fx labels til vin.  

Som et led i sin praktik i virksomheden har Nikolaj Pelle udviklet helt nye dele, nye del-samlinger og hele kabinettet i stål.

1568127597264”Undervejs gik det op for mig, at de metoder, værktøjer og processer der er forbundet med produktudvikling og procesoptimering, som jeg fik undervisning i på KEA, virkelig giver mening – både i praktikken og i mit afgangsprojekt,” siger Nikolaj Pelle.

”Og det var meget interessant at få muligheden og tiden til at undersøge og teste nye konstruktioner. Eksempelvis er hele kabinettet på spolemaskinen nu i ét materiale og består nu af én del, hvor GM´s andre maskinkabinetter består af flere dele i flere materialer, som montørerne bruger tid på at samle.”

Og det er et rigtig godt eksempel på teknologi, der løfter, som er et af KEAs pejlemærker.

Det hele startede, da Christian Lundqvist fra Grafisk Maskinfabrik, som selv var relativ nyuddannet produktionsteknolog, holdt oplæg om, hvad det egentlig vil sige at være produktionsteknolog, og hvad man kan, når man nyuddannet.
”Det var meget interessant at høre, hvad man kan forvente, når man dimitterer, og afslutningsvis blev det nævnt, at GM havde et studiejob som kunne lede til praktikplads på 4. semester. Jeg var så heldig at få tilbudt studiejobbet, og det har virkelig været en fordel i forhold til praktikken, fordi jeg lærte virksomheden og dens arbejdsgange at kende,” siger Nikolaj Pelle og fortsætter:

”Det har været sjovt og udfordrende at være i praktik og lave mit afgangsprojekt ude hos GM, netop fordi jeg har følt, at jeg har været på lige fod med mine kollegaer, samt fået muligheden og tiden til at sætte mig ind i tingende og føre undervisningen fra KEA ud i praksis.”

Nikolaj Pelle blev faktisk tilbudt job som produktionsteknolog hos GM, men praktikken og afgangsprojektet gav ham blod på tanden til at tage top-up’en i Produktudvikling og Teknisk Integration på KEA.

”Men vi fortsætter samarbejdet i form af studiejob, semesterprojekter og praktik,” siger Nikolaj Pelle.