De studerende på Pattern Design har i små ’produktions-kæder’ udarbejdet jersey-styles – de har med andre ord arbejdet på hinandens opgaver. Ligesom man gør i virkeligheden.

Næsten ethvert stykke tøj er blevet tegnet ét sted,  konstruereret, tilpasset og syet andre steder og af andre mennesker.

Så sådan var 3. semester på Pattern Designs jersey-projekt også tilrettelagt.

For at gøre prøveforløbet virkelighedsnært er de forskellige faser af produktionen givet videre til medstuderende til videre forarbejdning.

Det vil sige, at den enkelte studerende har udarbejdet produktionsdokumentation, den næste har lavet pattern og den tredje har syet prototype - hvorefter den første har tilrettet mønster og klargjort til systuen – i dette tilfælde NextKbh.

Heli Lloyd går på 3.semester på Pattern Design og fortæller, hvordan det var at skulle give sit arbejde videre - og modtage andres:

”Det var ok at give mit arbejde videre til en anden. Jeg havde selvfølgelig forventninger til det, men jeg stolede på dem, og de klarede det rigtig fint. På en måde skal man give slip på sin baby og håbe på, at det nok skal gå. 

Med det at modtage andres arbejde medfølger en masse ansvar. Jeg ville ikke skuffe dem. Samtidig har man et ansvar for at holde deadlines, fordi man er afhængig af hinanden.”

Helt konkret har de studerende udviklet og tegnet 4-5 styles i jersey. Derefter har de udvalgt og konstrueret to styles, som er blevet syet op eksternt.

Udover at være en stor samarbejdsøvelse er de studerende også blevet introduceret til digital konstruktion og graduering.

Og så ligger der en særlig udfordring i at arbejde med jersey/strik., så de studerende har også arbejdet med strikkede materialers betydning for konstruktion og form.

”Jeg synes faktisk, det var dejlig nemt og hurtigt at sy i strikkede metervarer, fordi man bruger overlock til at sy,” siger Heli Loyd.  

Hvad er det Pattern-studerende kan?

”Vi kan læse designernes arbejdstegninger (og selv tegne) og konstruere mønstre ud fra tegningerne - enten i hånden eller i Pad-system (digitalt). Vi har en forståelse for materialer og deres egenskaber. Derudover har vi et godt kendskab til syteknikker og arbejder godt og målrettet selvstændigt.”